Fortsæt til indhold

Trafikselskab under voldsom kritik for »nazist-reklamer«

Busreklamer for det højreradikale Danskernes Parti har fået vrede danskere til at bestorme Movias Facebook-side. Reklamerne bliver ikke fjernet, lyder det.

Erhverv

Trafikselskabet Movia, der blandt andet står for busdriften i København, er endt i en regulær shitstorm på de sociale medier.

Årsagen er, at flere af selskabets busser er blevet udstyret med reklamer for det nationalkonservative Danskernes Parti, der bl.a. går ind for at hjemsende ikke-vestlige personer og stoppe al ikke-vestlig indvandring.

Under overskriften »Dine børn fortjener et dansk Danmark« kører Movia-busser rundt med en reklamekampagne for partiet, der af mange betragtes som højreradikalt og nynazistisk. Reklamerne har fået vrede danskere til at bestorme Movias Facebook-side.

»Hvordan kan Movia tillade, at et nazistisk parti reklamerer på busserne? Som datter af en frihedskæmper, der måtte igennem et ophold i kz-lejren Neuengamme, forarges jeg over denne reklame, og jeg håber, at andre har det på samme måde, og at Movia fjerner den,« skriver Ester Christensen.

En anden Facebook-bruger mener, at en reklame for Danskernes Parti er »det samme som at sige, at det kun er hvide danskere, der er velkomne i busserne.«

I en mail til Finans skriver Movia, at den pågældende reklame er monteret på fire af selskabets busser.

»Vi har forståelse for, at nogen finder en reklame for Danskernes Parti ubehagelig, ligesom det kan være tilfældet med reklamer for andre politiske partier. Movia kan imidlertid ikke med hjemmel i vores reklameregler afvise en reklame for Danskernes Parti, da vi generelt tillader reklamer for politiske partier, og reklamen ikke i sig selv er ulovlig,« skriver Movia.

Retten til at sælge reklamer på Movias busser er overdraget til de operatører, som driver Movias busser. Indtægterne for reklamer tilfalder derfor også operatørerne, forklarer Movia.

Det er ikke første gang, at trafikselskabet, der er ejet af Region Hovedstaden, Region Sjælland og de 45 kommuner i dækningsområdet, kritiseres for sit valg af reklamer.

I april i fjor valgte Movia at fjerne en pro-palæstinensisk kampagne fra sine busser, hvilket mødte massiv kritik. Bag kampagnen stod Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening (DPV).

»Movia har vurderet reklamens indhold og budskab og finder, at kampagnen blandt andet virker unødigt stødende. Movia har derfor besluttet at meddele operatøren, at reklamen skal fjernes,« skrev Movia dengang på sin Facebook-side.

Nu spørger flere Movia-kunder, hvorfor selskabet gerne vil reklamere for »et nynazistisk parti«, når det ikke vil køre rundt med Israel-kritiske reklamer.

»I har med jeres monopolstatus et særligt ansvar for at have en etisk forsvarlig praksis i jeres annonceringsvalg,« skriver en kunde på Facebook.

Movia oplyser, at reklamen fra DPV blev monteret på Movias busser uden en forhåndsgodkendelse. Movia var derfor ikke bekendt med reklamens eksistens forud for lanceringen og valgte at fjerne den, fordi den »ikke overholdt Movias reklameregler.«

Af Movias reklameregler fremgår det bl.a., at reklamer »ikke må være diskriminerende med hensyn til race, køn, religion, alder eller nationalitet, eller krænke personers religiøse eller politiske overbevisning.«

Movia er Danmarks største trafikselskab og den største operatør af kollektiv trafik i Hovedstadsområdet. Hvert år transporterer selskabet knap 220 mio. passagerer på Sjælland.

Artiklens emner
Movia