Novo-formand frygter magtkamp om et af Danmarks største topjob
Risiko for intern splid og »en fjende inden for murerne« i Novo Nordisk.
Göran Ando, formand for bestyrelsen i Novo Nordisk, erkender, at det ville være skadeligt for medicinalselskabet, hvis kampen om at blive Lars Rebiens afløser skaber intern uro i koncernen.
Det skriver Børsen.
Når Novo Nordisks aldeles succesfulde topchef siden år 2000, Lars Rebien Sørensen, senest i 2019 takker af, skal afløseren formentlig findes internt. På den baggrund er der risiko for, at en intern splid blandt selskabets otte koncerndirektører kan opstå i jagten på jobbet som topchef.
- Sker det, er der pludselig en fjende inden for murene, og så bliver det hurtigt én del af virksomheden mod den anden. Det er ikke et godt udgangspunkt, når man skal vælge en ny direktør, siger bestyrelsesformand Göran Ando til Børsen.
Bestyrelsesformanden lægger således heller ikke skjul på, at ethvert tilløb til en fjendtlig magtkamp vil blive taget særdeles ilde op i bestyrelsen og ikke være den bedste selvpromovering til at lande topjobbet.
- Lad os sige, at en kandidat pludselig lægger op til en magtkamp, så er det formentlig et træk, der vil arbejde imod vedkommendes chance for at blive direktør, siger Göran Ando.

