Industriens Pension har tilbagegang på afkast og indkomst
Industriens Pensions investeringer gav ikke et lige så godt afkast i 2015, som tilfældet var året før. Det fremgår af pensionsselskabets regnskab.
Sidste år blev det til et investeringsafkast på 8,6 mia. kr. før skat mod 12,3 mia. kr. året før. Afkastet for 2015 svarer til en samlet forrentning af investeringerne på 6,7 pct. Gennem de seneste ti år har det gennemsnitlige årlige afkast været 8,3 pct. i Industriens Pension.
- 2015 udviklede sig meget uforudsigeligt med markante aktiestigninger og optimisme i begyndelsen af året, som blev efterfulgt af fald og markedsuro. I begge scenarier viste vores investeringsstrategi styrke, siger Laila Mortensen, der er administrerende direktør for Industriens Pension, i en meddelelse i forbindelse med regnskabet.
Hun påpeger, at pensionsselskabet kom ud af året med et afkast, der sikrede medlemmerne et gennemsnitligt afkast i markedsrente på 7,4 pct.
De samlede investeringer udgjorde ved udgangen af 2015 lige godt 138 mia. kr., hvilket er 10 mia. kr. mere end i 2014.
Ser man på årets totalindkomst, er der tilbagegang for Industriens Pension. Her blev det til 118 mio. kr. i 2015 mod 206 mio. kr. året før.
Hvor afkastet og totalindkomsten er skrumpet, har pensionsselskabet imidlertid haft fremgang på medlemssiden. Antallet af medlemmer steg med 3367 til 399.770.
Også de samlede indbetalinger steg, nemlig med 263 mio. kr. til 8,151 mia. kr., som blandt andet skyldes en stigning på 20 pct. i indskud og overførsler fra andre pensionsselskaber.


