Fortsæt til indhold

Partner i stort advokatfirma kendt skyldig i medvirken til skatteunddragelse

Blev sidste år idømt at betale en erstatning på et tocifret millionbeløb i en anden sag.

Erhverv

En Porsche Cayenne og en BMW M5 kørt ind i skatteregnskabet for et dansk selskab i december 2009 kom torsdag til at koste en 43-årig partner i et stort dansk advokatfirma en dom på 60 dages betinget fængsel.

Der var intet problematisk i selve det, at partneren havde underskrevet til vitterlighed for flere kautionserklæringer i forbindelse med salget af de to dyre biler til det pågældende selskab. Problemet var, at selskabet ikke var oprettet på det tidspunkt, dokumenterne blev underskrevet.

Og forklaringsproblemet blev yderligere forstærket af det faktum, at dokumenterne også indeholdt et såkaldt cvr-nummer på firmaet, der i lighed med en persons cpr-nummer først tildeles og kendes, når det ser dagens lys.

Under retssagen forsøgte advokaten og hans medtiltalte sig med en fortælling om, at der var en god forklaring på, at advokaterne havde underskrevet til vitterlighed for selskabet i december 2009, selvom selskabet først var blevet oprettet med et cvr-nummer den 26. februar 2010. Således havde man for at få det hele til at se pænt og ordentligt ud kørt de underskrevne dokumenter igennem printeren for at tilføje det nytildelte cvr-nummer.

Det var ikke en forklaring, dommer Stine Fruergaard Andersen fra Københavns Byret lod sig overbevise af.

Advokater har en særlig betroet stilling, og det er meget vigtigt, at myndighederne i Danmark kan stole på indholdet af de erklæringer, hvor advokater underskriver som vitterlighedsvidne.
Per Fiig, vicestatsadvokat

Hos bagmandspolitiet (SØIK) erklærer man sig godt tilfreds med dommen.

»Advokater har en særlig betroet stilling, og det er meget vigtigt, at myndighederne i Danmark kan stole på indholdet af de erklæringer, hvor advokater underskriver som vitterlighedsvidne. Dommen understreger, at der håndhæves et strengt strafansvar, når professionelle rådgivere misbruger deres særlige stilling og medvirker til deres klienters kriminalitet,« siger vicestatsadvokat Per Fiig fra bagmandspolitiet.

Formålet med de ifølge dommen ulovligt tilbagedaterede dokumenter var at give det selskab, der købte de to dyre biler, mulighed for at afskrive på dem for indkomståret 2009, selvom de reelt var købt i indkomståret 2010.

Den dømte advokat har ingen kommentarer til dommen og er indtil videre beskyttet af et navneforbud, der vil blive opretholdt, hvis han vælger at anke.