Nu skal landmænd have penge for at lave mindre
EU-Kommissionen vil åbne mulighed for, at de enkelte EU-lande kan støtte landmænd, der sænker mælkeproduktionen. Den danske regering siger nej tak til den mulighed.
Det er sjældent, man får penge for at lade være med at lave noget, men det er faktisk, hvad EU-Kommissionen nu lægger op til.
På et møde mellem EU's landbrugsministre har EU-Kommissionen netop meddelt, at man vil aktivere et særligt kriseinstrument, som gør det muligt at give en økonomisk præmie til landmænd, der reducerer produktionen af mælk.
Efter at de såkaldte mælkekvoter blev afskaffet for et år siden, er produktionen af mælk vokset eksplosivt i EU. En flodbølge af mælk er væltet ud i et allerede overforsynet marked, som er presset af Ruslands boykot og en opbremsning i Kinas import. Resultatet har været voldsomme prisfald og en bølge af konkurser blandt landmændene i EU.
EU-Kommissionen vedtog allerede for et halvt år siden en hjælpepakke, som skulle adressere landbrugskrisen, men siden er problemerne blot blevet endnu større. Derfor er EU-Kommissionen nu klar med en ny vifte af tiltag - herunder muligheden for, at man i de enkelte medlemslande kan beslutte at belønne landmænd, der sænker produktionen af mælk.
»Det er bestemt ikke Danmarks kop te, og det er ikke noget, vi vil gøre brug af. Jeg anerkender, at EU-Kommissionen har brug for at vise handlekraft i en situation, hvor nogle lande er parate til delvist at rulle liberaliseringen af landbrugspolitikken tilbage. Det er dog grundlæggende noget rod, at vi får en stadig mere fragmenteret landbrugspolitik, hvor mere og mere overlades til de enkelte medlemslande,« mener miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.
Det indgår også i EU-Kommissionens nye krisepakke, at de enkelte medlemslande får mere fleksible muligheder for at yde statsstøtte til de kriseramte landmænd. Således vil der ikke længere være et nationalt loft for statsstøttens maksimale størrelse.
»EU-Kommissionen har i dag taget endnu nogle skridt i retning af en renationalisering af landbrugspolitikken. Set med danske øjne er det virkelig en skidt udvikling, at landbrugspolitikken ender som en konkurrence mellem statskasserne,« mener Kjartan Poulsen, formand i Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter.
Han mener, at den nye mulighed for at yde støtte til landmænd, der sænker mælkeproduktionen, burde indføres i alle medlemslande.
»Deltagelsen skal være frivillig for den enkelte landmand, men muligheden bør indføres i alle lande. Nu ender det i en rodet, frivillig model, som kun vil gælde i nogle lande og næppe vil påvirke markederne,« mener Kjartan Poulsen.

