Krise-millioner på vej til danske mælkebønder
NaturErhvervstyrelsen udbetaler ekstraordinære EU-penge til 3.274 danske landmænd, som har leveret mælk til de hjemlige mejerier.
66 mio. kr. lander snart på kontoen hos økonomisk pressede mælkeproducenter i dansk landbrug
Pengene udbetales af NaturErhvervstyrelsen under Miljø- og Fødevareministeriet. I en meddelelse oplyser styrelsen, at der i begyndelsen af april udbetales millioner fra EU's krisepulje til landbruget.
83 mio. kr. er øremærket til danske landmænd, og de 66 mio. fordeles nu blandt 3.274 mælkeproducenter, som har leveret mælk til mejerierne i 2014/15.
EU-Kommissionen vedtog i oktober at lave en ekstraordinær krisepakke til europæisk landbrug på 420 mio. euro - ca. 3,2 mia. kr. Danmark har fået de ca. 83 mio. kr.
Ifølge styrelsen har krisepuljen til formål »at lette landmændene for de økonomiske konsekvenser af markedsforstyrrelserne i den animalske sektor, der bl.a. følger af Ruslands importforbud mod en lang række landbrugsprodukter fra EU samt aftagende kinesisk efterspørgsel på mejeriprodukter«.
I januar blev her i landet det besluttet, at de kriseramte mælkeproducenter skal have 66 mio. kr. i direkte støtte, mens de resterende 17 mio. kr. i den danske pulje er blevet fordelt mellem producenter af kvæg, svin, får og geder i landbruget. De får med midlerne finansieret deres afgift til dyrevelfærdskontrol i 2016.
Meddelelsen om udbetaling af den danske krisepulje kommer netop samme dag, som EU-Kommissionen på et møde mellem EU's landbrugsministre har meddelt, at man vil aktivere et særligt kriseinstrument, som gør det muligt at give en økonomisk præmie til landmænd, der reducerer produktionen af mælk.

