Coop angriber de globale kaffe-købmænd
Dagligvarekoncernen med 1.200 danske supermarkeder og discountbutikker bygger egen kaffefabrik i Afrika. Det sker sammen med lokale kaffebønder i Kenya.
Coop Danmark er klar til et opgør med de globale mellemhandlere og købmænd inden for handel med kaffe.
Den danske dagligvarekoncern indgår derfor et tæt samarbejde direkte med kaffebønder i Kenya. I fællesskab opbygges et selskab, som etablerer et større kafferisteri nær ved den kenyanske hovedstad Nairobi.
Der skal produceres 2.000 tons kaffe årligt – og en pæn del leveres direkte til Coops 1.200 danske butikker. Efter planen inden udgangen af i år.
»Netop kaffemarkedet er præget af mange mellemled og købmænd, hvor en stor del af fortjenesten ikke når frem til kaffebønderne. Det udfordrer vi med en direkte handel mellem os og de primære producenter. Det skal sikre bedre priser for alle parter – og samtidig støtte udviklingen i Afrika,« siger bestyrelsesformand Lasse Bolander, Coop Danmark.
Kaffebyggeriet er en direkte udløber af varemærket Savannah, som Coop har opbygget gennem nogle år. Gennem samarbejde med forskellige udviklingsorganisationer og lokale producenter lanceres der fødevarer fra Afrika – lige fra bl.a. kød til frugt.
»Der er ofte tale om små projekter og mindre produktioner. Vi vil gerne indgå partnerskaber og samarbejde, men er nok i kraft af vores størrelse allerbedst, når det sker i stor skala og pæne mængder. Det bliver tilfældet med kaffevirksomheden,« vurderer Lasse Bolander.
Bestyrelsesformanden afviser dog, at det dermed også betyder, at Coop Danmark i større stil atter skal være fødevareproducent selv - som den medlemsejede koncern var for år tilbage med bl.a. danske brødfabrikker og andet.
»Vi er købmænd og har opgaven at sikre forbrugerne de rette varer til de rette priser i butikkerne. Så vi skal være med til at bygge det op i Kenya. Men vi vil gerne med tiden trække os ud igen og lade det leve videre som et andelsselskab ejet af lokale bønder i Kenya,« mener Lasse Bolander.
Netop kaffemarkedet er præget af mange mellemled og købmænd, hvor en stor del af fortjenesten ikke når frem til kaffebønderne.Lasse Bolander, bestyrelsesformand, Coop Danmark.
Coop-formanden understreger samtidig, at det nye kafferisteri også skal have andre aftagere end Coop Danmark for at opbygge en stor produktion. Ifølge ham er der stor interesse fra også andre detailaktører i både Europa og USA for at handle kaffe direkte på den måde.
Med i projektet i Kenya er også IFU - Investeringsfonden for Udviklingslande - der yder lån og egenkapital til den nye virksomhed. Og det danske mikroristeri Estate Coffee er partner på det tekniske omkring opbygning af risteriet.

