B&O-topchef varsler færre medarbejdere
Den Struer-baserede elektronikgigant Bang & Olufsen vil spare 200 mio. kr. årligt med ny kæmpeaftale.
Topchefen i Bang & Olufsen, Tue Mantoni, åbner nu op for, at der fremover skal være færre medarbejdere på elektronikproducentens hovedkontor i Struer.
Det sker, efter at B&O fredag offentliggjorde et strategisk samarbejde med den koreanske tv-gigant LG. Fremover skal de to selskaber samarbejde om udvikling af tv og dermed sikre B&O en lang række besparelser.
Samlet set forventer B&O-chefen at spare op mod 200 mio. kr. årligt, når samarbejdet er fuldt ud implementeret. Og det bliver ikke uden ofre. Således vil han ikke garantere, at der ikke skal afskediges medarbejdere.
»Det kan en adm. direktør aldrig garantere. Specielt ikke i dette tilfælde. Men noget af besparelsen skal komme fra, at vi har færre medarbejdere i egen produktion og udvikling – det siger sig selv,« siger Tue Mantoni i et interview med TV 2.
Det er kun et år siden, at den danske radio- og tv-producent valgte at nedlægge 68 stillinger i Danmark, de fleste i Struer. Det skete som et led i en stor sparerunde.
B&O, der beskæftiger over 2.000 medarbejdere på verdensplan, har i flere år kæmpet med indtjeningen i sin tv-forretning, men får nu mulighed for at opnå betydelige stordriftsfordele via samarbejdet med LG.
I fjor producerede B&O cirka 40.000 fjernsyn. LG: 40 mio.
Ifølge Tue Mantoni kan der findes besparelser både på indkøb og udvikling. Og organisatorisk skal B&O »ændre den måde, vi arbejder på,« siger han til TV 2.
Det første resultat af partnerskabet med LG bliver et tv med den nye OLED-teknologi. Tv'et skal lanceres i 2017. Derudover omfatter partnerskabet samarbejde på andre områder, såsom licens og aktiviteter relateret til salg af andre produkter.
Fredag morgen er B&O-aktien steget med godt 8 pct.

