Fortsæt til indhold

Casper Christensen og Lars Seier i hemmeligt projekt

Den tidligere Saxo Bank-direktør Lars Seier vil sammen med Casper Christensen lave projekt inden for »teknologi og intelligent brug af data.«

Erhverv

Dansk erhvervsliv ser ud til at få et nyt makkerpar i form af Casper Christensen og Lars Seier Christensen, der er gået sammen i et nyt projekt.

De to hovedpersoner har selv været ganske fåmælte om, hvad det nye projekt indebærer. Indtil videre er det mest blevet til kryptiske Facebook-opdateringer.

I en mail til Finans skriver Lars Seier, at han »ikke rigtigt kan sige noget om projektet endnu.«

»Men det har ikke noget med natklubber at gøre, trods beliggenhed af eventet. Det er et proven concept inden for teknologi og intelligent brug af data, men vi mener at have givet en kendt og udbredt service et nyt og bedre twist. Rettet mod slutbrugere,« skriver Lars Seier igennem spindoktor og partner i kommunikationsbureauet Rossen & Company, Nic Rossen, der også er den del af projektet.

Endnu er projektet altså omgærdet af en del mystik, men det står klart, at de to kendte personligheder vil løfte sløret en smule den 1. april på Casper Christensens egen natklub Sunday.

Siden Lars Seier i begyndelsen af året gik af som direktør i Saxo Bank, som han også er medstifter af, har han skruet op for sit engagement i venture kapital-selskabet Seier Capital, der bl.a. har skudt penge i burgerkæden Juicy Burger og Michelin-restauranten Geranium.

Det står dog ikke klart, om Lars Seiers del i det nye projekt kommer til at foregå gennem Seier Capital eller som privat investor.

Casper Christensen er mest kendt i den brede offentlighed for sin karriere som skuespiller i bl.a. Klovn. Men han er altså også natklub-ejer og har tidligere investeret i restaurationsbranchen.

Artiklens emner
Casper Christensen
Lars Seier Christensen