Fortsæt til indhold

VW tjener 16,5 mia. kr. på salg af verdens største leasingselskab

Volkswagen sælger nu sin andel af leasingselskabet LeasePlan, som koncernen opkøbte i 2004.

Erhverv

Volkswagen sælger nu sin andel i LeasePlan, verdens største leasingselskab. Den samlede salgspris på selskabet bliver 27,75 mia. kr.

Det oplyser bilkoncernen i en pressemeddelelse.

Volkswagen har ejet 50 pct. af selskabet. Den anden andel hørte under selskabet Fleet Investments B.V., som tilhører den tyske bankmand Friedrich von Metzler.

Volkswagen oplyser ikke den præcise sum, som firmaet selv tjener på handlen.

»Transaktionen vil have en positiv indflydelse på egenkapitalen i Volkswagen,« står der således kortfattet i pressemeddelelsen.

Det tyske medie Automobilwoche, kan dog berette, at koncernen har forhandlet sig frem til en del mere af købssummen, end dens ejerandel ellers ville påskrive. Mediet skriver således, at VW står til at tjene 16,5 mia. kr. på salget.

Pengene kan dog hurtigt finde ny anvendelse, da Volkswagen har afsat i omegnen af 50 mia. kr. til at dække omkostningerne i forbindelse med den store emissionsskandale, der har rystet koncernen med tilbagekaldelser og store bøder.

Salget blev i første omgang allerede offentliggjort i juli, men har siden afventet de relevante konkurrencemyndigheders godkendelse.

Tilbage i juli var VW en smule mere meddelsom om salget.

»Siden Volkswagen købte sin andel i Leaseplan i 2004, har investeringen udviklet sig postivt. Den udvikling kan aflæses i det attraktive tilbud, der er modtaget fra investorerne,« udtalte Hans Dieter Pösch, CFO i Volkswagen, dengang i en pressemeddelelse.

Det blev dengang også oplyst, at Volkswagen havde udviklet sin eget finansieringsindsats så meget, at det ikke længere var nødvendigt at have LeasePlan tilknyttet.

»Med udvidelsen af vores egen håndtering af bilflåden gennem Volkswagen Financial Services, er tiden efter vores mening kommet til at afhænde LeasePlan til nye investorer,« udtalte Pötsch således tilbage i juli.

Artiklens emner
LeasePlan
Volkswagen