Mitsubishi sår tvivl om opkøb i Vestas-havmølleforretningen
Allerede næste uge står Mitsubishi med en forkøbsret til at få kontrol med havmølleselskabet MHI Vestas Offshore Wind, som man i dag ejer ligeligt med Vestas. Tidligere var det målet. Nu vakler Mitsubishi-ledelsen.
Mitsubishi Heavy Industries (MHI) vakler, når det gælder retten til at sætte sig tungt på havmølleselskabet MHI Vestas Offshore Wind, som Mitsubishi ejer sammen med Vestas.
I 2013 var det ellers magtpåliggende for den japanske industrigigant at sikre sig en forkøbsret, som fra april 2016 kan sikre MHI 51 pct. af aktierne i MHI Vestas Offshore Wind (MVO).
Men det betyder ikke, at MHI står på spring for at udnytte forkøbsretten, når muligheden opstår om få dage.
»MHI har endnu ikke afgjort, om man vil udnytte forkøbsretten. Det er under overvejelse,« siger Shimon Ikeya, talsmand for Mitsubishi Heavy Industries, til Finans.
Mitsubishi og Vestas har en fælles interesse i at sikre joint venture-selskabet så stærk en markedsposition som overhovedet mulig – uanset hvem der ejer hvad.Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet
Udtalelsen står i skærende kontrast til tidligere meldinger fra Mitsubishi-bestyrelsen om den fremtidige ejerfordeling i det nydannede joint venture-selskab.
»MHI har retten til at udnytte en option og agter at gøre det i 2016, hvilket vil øge selskabets ejerandel til 51 pct.,« fremgår det af referatet fra et MHI-bestyrelsesmøde afholdt den 27. september 2013 – samme dag som Mitsubishi åbnede for pengekassen og købte halvpart i Vestas’ hårdt plagede havmølleforretning.
I dag har Mitsubishi ikke travlt med at forklare de nye toner, men Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, ser den ændrede kurs som en erkendelse i Mitsubishi-toppen af, at aktiefordelingen i bund og grund betyder mindre i hverdagen.
»Mitsubishi og Vestas har en fælles interesse i at sikre joint venture-selskabet så stærk en markedsposition som overhovedet mulig – uanset hvem der ejer hvad,« siger Per Hansen.
Vestas-topchef Anders Runevad har aldrig lagt skjul på, at spørgsmålet om aktieposternes størrelse ikke optager ham, fordi de to selskaber har indgået en aftale.
MHI har retten til at udnytte en option og agter at gøre det i 2016, hvilket vil øge selskabets ejerandel til 51 pct.Referat fra møde i Mitsubishi-bestyrelsen den 27. september 2013
»Som jeg har sagt før, så er aktionæraftalen intakt uanset hvad, og vores muligheder for at påvirke joint venture-forretningen vil fortsat være de samme. Så om MHI udnytter optionen, har intet at gøre med driften af MHI Vestas Offshore Wind overhovedet,« fastslog Anders Runevad så sent som i november.
Mitsubishi har skudt i alt 2,2 mia. kr. ind i det fælles havmølleselskab.

