Fortsæt til indhold

Jysk familie har købt konkursramt tøjmærke

Konkursramte Bruuns Bazaar er opkøbt af Hanssen Group, der i forvejen ejer 10 pct. af modevirksomheden IC Group, der bl.a. står bag Tiger of Sweden og Malene Birger.

Erhverv

Konkursramte Bruuns Bazaar og BZR er blevet opkøbt.

Den nye ejer er det Vejle-baserede familiedynasti Hanssen Group, der i forvejen ejer Redgreen og er storaktionær i IC Group, som bl.a. står bag Tiger of Sweden og Malene Birger.

»Bruuns Bazaar er et skandinavisk ikon på den internationale modescene - en dygtig repræsentant for det stilrene, klassiske og sensuelle nordiske design-dna. På unik og elegant vis har de i over 20 år formået at forene designtraditioner med tidens tendenser. Det ville være forkert, hvis mærket ikke skulle overleve,« udtaler Søren Hanssen, direktør i Hanssen Group i en pressemeddelelse.

Søren Hanssen er søn af stifteren af Hanssen Group, John Hanssen, der i 1980'erne etablerede discountkæden Fakta og varehuskæden Big Store, som begge blev solgt til FDB, det nuværende Coop Danmark.

Hanssen Group afslører i pressemeddelelsen, at opkøbet af Bruuns Bazaar er et led i en langsigtet strategi om at blive mere involveret i modebranchen.

»Vi er meget tilfredse med købet, da Bruuns Bazaar som brand passer rigtigt godt ind i vores langsigtede vækststrategi. Vi vil opbygge en portefølje af internationale brands, hvor der er mulighed for at skabe synergi på tværs af segmenter og distribution,« udtaler Søren Hanssen.

Udover mode har Hanssen Group også investeringer i ejendomme og kapitalfonde.

Hanssen Group skriver i pressemeddelelsen, at de havde foretrukket, at blive nye ejere inden konkursen var kommet på banen.

»Både køb og det videre licens- og udviklingsarbejde med et brand er nemmere, når vi kommer ind før konkursbegæring og advokater. Det er ærgerligt, for et hæderskronet brand, at skulle den mølle igennem,« siger Søren Hanssen i pressemeddelelsen.

Han oplyser videre, at Hanssen Group ikke i første omgang vil kaste Bruuns Bazaar ud i en kæmpe omvæltning forretningsmæssigt.

»Vores ambition er at udvælge de helt rigtige samarbejdspartnere, der formår at drive Bruuns Bazaar og BZR videre med respekt for både det, som kunderne forventer af kvalitet og udtryk og den ånd, som Bjørn og Theis Bruun skabte,« udtaler Søren Hanssen, med henvisning til brødreparret, der har skabt Bruuns Bazaar.

Artiklens emner
Hanssen Group
Bruuns Bazaar