Fortsæt til indhold

Vestas-ledelse politianmeldt for bevisfusk

Var en række profiler i Vestas klar over, at der tilsyneladende ikke var grundlag for at politianmelde den fyrede finansdirektør Henrik Nørremark?

Erhverv
/ritzau/FINANS

En række topnavne i Vestas var fuldt ud opmærksomme på, at der ikke var noget grundlag for at politianmelde den nu fyrede finansdirektør, Henrik Nørremark. Sådan lyder meldingen fra Jeffrey Green, der i tre år har arbejdet som chefundersøger for Henrik Nørremark og nu har meldt nøglepersonerne til politiet.

Det skriver Børsen.

Anmeldelsen, der går på grundløs politianmeldelse og tilbageholdelse af bevismateriale, omfatter selskabets nuværende bestyrelsesformand, Bert Nordberg, eksformand Bent Carlsen og tidligere topchef Ditlev Engel.

- Det her er den værste sag, jeg nogensinde har været involveret i. Nørremark var fuldstændig uskyldig i det, Vestas beskyldte ham for, og det er min klare opfattelse, at nøglepersoner hos Vestas har misbrugt retssystemet i deres forsøg på at forhindre Nørremark i at komme videre efter sin afsked med Vestas, siger Jeffrey Green til Børsen.

Vestas fyrede i 2012 Henrik Nørremark, annullerede hans fratrædelsesordning og meldte ham til Bagmandspolitet for mandatsvig. Tre år senere droppede Bagmandspolitiet sagen, og siden har parterne indgået forlig.

Onsdag eftermiddag indtager Bert Nordberg talerstolen på selskabets årlige generalforsamling i Aarhus.

Artiklens emner
Bagmandspolitiet
Vestas