Tobaksaktie til vejrs efter anbefaling fra storbank
Det nyeste selskab på fondsbørsen Scandinavian Tobacco Group dækkes nu også af Deutsche Bank, som tror på, at aktien skal opad.
Den danske tobakskæmpe Scandinavian Tobacco Group begynder at få vind i sejlene på fondsbørsen.
Onsdag steg selskabet med lidt mere end 3 pct., efter at storbanken Deutsche Bank indledte dækning af aktien med en købsanbefaling. Banken har ifølge Ritzau Finans et kursmål på 130 kr. per aktie.
Aktien lukkede onsdag i kurs 105, som er tæt på højeste kurs for selskabet, der gik på børsen for halvanden måned siden.
Scandinavian Tobacco Group-aktien dækkes nu af fire banker. Udover Deutsche Bank gælder det Carnegie, JP Morgan og Nordea.
Tobaksproducenten havde første handelsdag på fondsbørsen d. 10. februar. I det første lange stykke tid lå kursen ganske stabilt omkring 100, som også var den oprindelige udbudskurs. En del af forklaringen var, at Nordea holdt hånden under kursen som såkaldt stabiliseringsagent.
Siden 10. marts – samme dag som offentliggørelsen af årsregnskabet for 2015 – har aktien imidlertid stået på egne ben, og regnskabet fik fluks sendt kursen i vejret.
Udover Deutsche Bank har også Nordea en købsanbefaling på aktien, mens Danske Bank og JP Morgan anbefaler hhv. hold og neutral.
Regnskabet for 2015 viste en omsætning på 6,7 mia. kr. og et overskud på 668 mio. kr.
Bestyrelsen lægger op til, at der udbetales ca. 500 mio. kr. i udbytte til aktionærerne. Scandinavian Tobacco Group holder generalforsamling i slutningen af april.
