Legofamiliens milliardformue svulmer
Legofamiliens pengetank Kirkbi fik i 2015 et overskud før skat på 17 mia. kr.
Kirkbi, Legofamiliens pengetank, kom mildt sagt hæderligt ud af 2015 med et overskud før skat på 17 mia. kr.
Den samlede balance i selskabet er svulmet til 75,5 mia. kr.
»Det er et meget stærkt resultat, som især beror på Lego-koncernens fortsat høje vækst i 2015 oven på et i forvejen meget stærkt resultat i 2014. Desuden oplevede Merlin Entertainments fortsat vækst både i omsætningen og antal nye attraktioner,« siger Søren Thorup Sørensen, adm. direktør i Kirkbi.
Merlin Entertainments ejer bl.a. Legoland, og Kirkbi ejer 30 pct. af Merlin.
Balancens størrelse på 75,5 mia. kr. skal dog tages med et gran salt - eller sukker. Analytikere vurderer, at Lego alene kunne sælges for over 100 mia. kr., og Kirkbi ejer 75 pct. af legetøjskoncernen, men værdisætter den til en mere beskeden værdi, nærmere de 10 mia. kr.
Legos og Merlins store succes - især i kraft af Legoland - kan på flere måder ses i Kirkbi-regnskabet. I første omgang i form af en andel af de to selskabers overskud, men også i kraft af de royalties, som Lego og Merlin betaler til Kirkbi for brugen af navnet og varemærket Lego. Den indtægt voksede i 2015 til 1,4 mia. kr. fra 1,1 mia. kr. i 2014.
| Helårstal i mio. kr. | 2015 | 2014 |
|---|---|---|
| Driftsresultat fra strategiske investeringer (inkl. Lego) | 14.041 | 11.020 |
| Driftsresultat af investeringsaktiviteter | 3.307 | 3.373 |
| Resultat før skat | 16.944 | 14.072 |
| Samlede aktiver | 75.463 | 59.851 |
Ved siden af ejerskabet af Lego og Merlin har Kirkbi desuden en stor portefølge af ejendomme og værdipapirer, som i 2015 ikke kunne levere det samme afkast som i 2014. Det faldt til 3,3 mia. kr. fra 3,4 mia. kr. året før. Dermed er investeringsporteføljen nu på 39,3 mia. kr.
Ejerfamilien, Kirk Kristiansen, står til at modtage et udbytte på 200 mio. kr. til deling - det samme som sidste år. Dog er der i løbet af 2015 desuden udbetalt et ekstra udbytte på 200 mio. kr. til ejerne, så de i alt skulle dele 400 mio. kr. - 100 mio. kr. til hvert familiemedlem.
Kirkbi er ejet af Lego-familien på den måde, at Kjeld Kirk Kristiansen og hans tre børn, Thomas Kirk Kristiansen, Sofie Kirk Kristiansen og Agnete Kirk Thinggaard ejer hver cirka en fjerdedel, men Kjeld Kirk Kristiansen sidder på kontrollen, idet han har langt over halvdelen af stemmerne.

