Kapitalfond køber dansk it-komet - værdi: 7,5 mia. kr.
EQT har købt aktiemajoriteten i Sitecore.
Den svenske kapitalfond EQT, der blandt andre også ejer Tiger-butikkerne, har købt en aktiemajoritet i det danske it-selskab Sitecore, der oplever et sandt vækstridt i øjeblikket.
EQT har købt aktierne af Sitescores stiftere samt venturefonden Technology Crossover Ventures og andre minoritetsaktionærer til en pris, der værdisætter Sitecore til 7,5 mia. kr., skriver EQT i en meddelelse.
»Vi har gennem flere år fulgt udviklingen i Sitecore set i lyset af deres førende position i markedet, deres unikke teknologi og imponerende væksthistorie,« siger Morten Hummelmose, partner i EQT.
Det oplyses ikke, hvordan den præcise fordeling af aktierne lander, men kapitalfondens indtog betyder ikke, at Sitecores grundlæggere forlader biksen.
De fortsætter og stadig med en betydelig aktiebeholdning.
Foruden EQT medinvesterer de to danske pensionskasser Danica og Sampension - der også er investorer i EQT - i Sitecore.
»Det annoncerede partnerskab, og EQT's erhvervelse af aktiemajoriteten, vil gøre det muligt at accelerere vores i forvejen høje vækstrater og videreudvikling på en lønsom måde,« siger Michael Seifert, CEO og medstifter af Sitecore.
»Vi er utrolig glade for at EQT – en investor i den absolutte verdensklasse – nu bliver en afgørende del af Sitecores fremtidige vækst. Vi er overbeviste om at samarbejdet mellem EQT og Sitecores stiftere samt øvrige ledelse vil sikre virksomhedens fortsatte succes i de kommende år«.
Sitecore startede oprindeligt med at fokusere på såkaldte CMS-systemer (content management), som f.eks. bruges til at publicere indhold på internettet, men selskabet er i dag også blandt de førende inden for software, som samler op på kundeerfaringer.
Selskabet og dets 800 ansatte i Europa, Nordamerika og Asien er vokset mere end 30 pct. i de seneste par år og omsatte for 1400 mio. kr. sidste år. Det er et ekstremt lønsomt selskab, der præsterer en driftsmargin på 25 pct.
Handlen skal godkendes af diverse myndigheder og ventes at falde på plads i andet kvartal.


