Investorer kræver 769 mio. kr. i erstatning i OW Bunker-sag
26 danske institutionelle investorer har mandag indgivet stævning vedrørende OW Bunker til Københavns Byret.
En lang række institutionelle investorer med ATP og PFA Pension i spidsen har stævnet aktørerne i OW Bunker-sagen for 769 mio. kr.
Det oplyser ATP og PFA i en fælles pressemeddelelse.
Stævningen, som er indsendt til Københavns Byret, fremhæver, at investorerne har tabt 769 mio. kr. ved at investere i OW Bunker-aktier på baggrund af et prospekt, der var »mangelfuldt, ufyldestgørende, fejlbehæftet og misvisende.«
Erstatningskrævet gøres gældende over for OW Bunker, kapitalfonden Altor samt bestyrelsen og den daglige ledelse af OW Bunker. Rasmus Bessing, direktør og COO i PFA Asset Management, siger:
»Det er yderst vigtigt, at vi får den her ulykkelige sag fuldt belyst samt får placeret et ansvar for hændelserne omkring OW Bunkers børsintroduktion og konkurs. Ikke mindst for at få genoprettet den nødvendige tillid til det danske børsmarked. Samtidig skylder vi naturligvis vores kunder at få erstattet deres tab bedst muligt,« siger han.
Samme toner lyder fra ATP.
»Vi har som investor også en klar interesse i at få fastslået et ansvar i denne helt ekstraordinære sag,« siger chefjurist Tomas Krüger Andersen.
Samtidig med, at de 26 institutionelle investorer har stævnet OW Bunker, har fem investorer indgivet en stævning med krav om erstatning for »manglende overholdelse af oplysningsforpligtelserne i værdipapirhandelsloven i efteråret 2014.«
Det drejer sig om PFA Kapitalforening, Investeringsforeningen PFA Invest, Kapitalforeningen Mermaid Nordic, Investeringsforeningen Gudme Raaschou og Kapitalforeningen Lærernes Pension Invest.
Kravet er på cirka 67 mio. kr. og er rejst mod OW Bunker, den daværende formand, næstformand og direktion, fremgår det.
Begge erstatningssager kan blive udvidet til også at omfatte yderligere parter, ligesom der kan rejses yderligere sager.
OW Bunker gik konkurs med et brag i november 2014. Siden er der igangsat omfattende undersøgelser af det opsigtsvækkende krak, der bl.a. skyldtes risikabel oliespekulation og kæmpekreditter til en tvivlsom kunde i Singapore. Konkursen kostede 600 mennesker jobbet.
De 26 institutionelle investorer har rejst deres erstatningskrav mod OW Bunker på baggrund af en undersøgelse gennemført af advokatfirmaerne Accura og Bruun & Hjejle. Advokaternes kulegravning af kollapset i OW Bunker anbefalede bl.a. at gå løs på selskabet, den tidligere ledelse og på kapitalfonden Altor, der scorede en milliardgevinst på at sælge OW Bunker på børsen.
Til gengæld vurderede advokaterne, at det vil blive mere end svært at komme efter bankerne. Erstatningskravet fra de institutionelle investorer omfatter da heller ikke de banker, der hjalp med at børsnotere OW Bunker - Morgan Stanley, Carnegie og Nordea.


