Fortsæt til indhold

Alcoa kom pænt ud af første kvartal

Den amerikanske aluminiumsproducent Alcoa startede den ny regnskabssæson mandag efter amerikansk børstid.

Erhverv
/ritzau/FINANS

Aluminiumsproducenten kunne fremlægge et justeret overskud per aktie på 0,07 dollar for første kvartal i 2016. Analytikerne havde blot ventet et overskud på 0,02 dollar per aktie, ifølge Bloomberg News' prognose-gennemsnit.

Et godt salg til især bilproducenterne og til byggesektoren var med til at begrænse de negative effekter af den lave pris på aluminium, noterede selskabet.

Omsætningen kunne dog ikke helt leve op til forventningerne, da salget lød på 4,95 mia. dollar mod den ventede omsætning på 5,2 mia. dollar.

Alcoa venter en stigning i den globale efterspørgsel efter aluminium på 5 pct. i år, hvilket er en lille nedjustering af den ventede efterspørgsel fra sidste kvartal, hvor det blev estimeret en stigning på 6 pct. i 2016.

Specielt for Aerospace-segmentet ventes en stigning på 8-9 pct. i 2016, hvilket er en gentagelse af tidligere forventninger.

Alcoa-aktien steg 1,3 pct. i eftermarkedet efter en stigning på 4 pct. i den ordinære handel.

Artiklens emner
Alcoa