Aalborgs cementkonge slår revner
Trods rekordomsætning tjente Aalborg Portland færre penge i 2015 end året før.
Cementkoncernen Aalborg Portland har for sjette år i træk øget sin omsætning, der nu er på sit højeste nogensinde.
Alligevel er indtjeningen faldet med næsten 100 mio. kr., viser koncernens 2015-regnskab, der netop er offentliggjort.
Aalborg Portland omsatte for 6,53 mia. kr. i 2015 svarende til en stigning på 138 mio. kr. sammenlignet med året før. Til gengæld faldt resultatet før skat fra 1,01 mia. kr. til 919 mio. kr.
Tilbagegangen skyldes mest af alt datterselskabet Cimentas i Tyrkiet, der har oplevet faldende aktivitetsniveau, politisk uro og et valg, der udskød en række offentlige investeringer.
Samtidig har Cimentas nedskrevet aktiver for 75 mio. kr., viser regnskabet. Også den økonomiske afmatning i Norge har sat sine spor, lyder forklaringen fra koncernøkonomi- og finansdirektør Henning Bæk.
Den lavere indtjening rammer Aalborg Portlands ejer, italienske Cementir Holding.
Cementir Holding har knap 10 mia. kr. bundet i den aalborgensiske koncern. Forrentningen af den kapital er nu faldet fra 11 pct. til 10 pct. – og det er lavere end i mange andre brancher.
»Derfor er det vigtigt, at de store investeringer, der er foretaget, og som også skal foretages i de kommende år, belønner sig i form af øget top- og bundlinje,« siger Henning Bæk.
Han fortæller, at Aalborg Portland de seneste år har investeret 3,5 mia. kr. i at udvide sine markeds- og produktionsfaciliteter verden over. Cementfabrikken i Aalborg er blandt Europas største, og derudover har Aalborg Portland produktion i Egypten, Kina, Malaysia, Tyrkiet og USA.
I alt beskæftiger den nordjyske industrikæmpe 2.580 ansatte, heraf 722 i Danmark.
Langt størstedelen af Aalborg Portlands investeringer går imidlertid uden om Danmark. Således er den danske produktion reduceret med en tredjedel siden 2007.
Ifølge Henning Bæk skyldes det stigende danske energiafgifter, ikke mindst NOx-afgiften og PSO-afgiften, der er danske særafgifter.
Trods fortsat lav vækst på en række af Aalborg Portlands vigtige markeder, bl.a. Danmark, forventer finansdirektøren et resultat i 2016 på niveau med 2015.
Nøgletal, Aalborg Portland Holding (mio. kr.) | 2015 | 2014 |
Nettoomsætning |
6.537 |
6.399 |
Driftsresultat – EBITDA |
1.427 |
1.436 |
Resultat før skat |
919 |
1.017 |
Årets resultat |
730 |
812 |
|
||
Egenkapital |
5.828 |
5.712 |
Balancesum |
9.579 |
9.539 |
Rentebærende gæld |
508 |
871 |
|
||
EBITDA-margin |
21,8% |
22,4% |
Forrentning af investeret kapital (ROCE) |
10% |
11% |
Egenkapitalandel |
61% |
60% |
Nettogæld/EBITDA-faktor |
0,4 |
0,6 |