Underskud på 34 mia. kr. udløste lønforhøjelse til chefen - nu får han 127 mio. kr.
Aktionærerne i BP var rasende og et flertal stemte imod. Men der er efter alt at dømme ikke noget at gøre.
BP's topchef Bob Dudley får en lønforhøjelse på 20 pct., hvilket bringer værdien af hans samlede lønpakke op på 127 mio. kr.
Vreden blandt aktionærerne skyldes ikke alene lønpakkens og lønforhøjelsens størrelse, men nok så meget, at den kommer i et år, hvor BP har bogført et historisk stort underskud på intet mindre ned 5,2 mia. dollars (omkring 34 mia. kr.) og gennemført en række store fyringsrunder.
Utilfredsheden blandt aktionærerne er så stor, at 59 pct. af dem på selskabets generalforsamling i dag har stemt imod lønforhøjelsen til Bob Dudley. Det er helt usædvanligt, at et aktionæroprør kan samle så stort flertal, og nej-stemmerne kommer fra både småaktionærer og store institutionelle investorer.
Afstemningen blandt aktionærerne er dog kun vejledende, så der er næppe tvivl om, at Bob Dudley får alle sine 127 mio. kr. for arbejdsindsatsen i 2015. Til gengæld er signalet fra aktionærerne så stærkt, at BP's bestyrelse formentlig bliver nødt til at reagere og fremadrettet justere topchefens lønpakke.
På generalforsamlingen understregede bestyrelsesformand Carl-Henric Svanberg, at signalet fra aktionærerne var modtaget klart og tydeligt. Bestyrelsesformanden forsvarede dog - ifølge CNN - også Bob Dudleys lønpakke og argumenterede for, at topchefens løn bør bedømmes i forhold til de faktorer, han selv har indflydelse på (dvs. ikke olieprisen). Bedømt med den målestok har BP haft et fremragende år, fastslog Carl-Henric Svanberg.
Hos BP store konkurrent Royal Dutch Shell har man valgt, at den faldende indtjening - som har ramt hele sektoren - også skal påvirke topchefens lønpakke. Den er ifølge Reuters reduceret fra 181 mio. kr. til 42 mio. kr., selv om Shell – i modsætning til BP – stadig har sorte tal på bundlinjen.
Storbritanniens største pensionsfond, Royal London Asset Management, var en af de institutionelle investorer, der anbefalede aktionærerne at stemme nej til Bob Dudleys lønpakke.
»Når 59 pct. af aktionærerne stemmer nej til den administrerende direktørs vederlag er det udtryk for, at bestyrelsen har udvist en manglende situationsfornemmelse,« siger Ashley Hamilton Claxton, direktør for corporate governance hos Royal London.
Til BBC tilføjer Ashley Hamilton Claxton: »Direktørerne (i BP, red.) har fået de størst mulige bonusser i et år, hvor selskabet har haft det største underskud nogensinde. Det kan vi simpelthen ikke opfatte som særlig god dømmekraft fra bestyrelsens side«.



