Kasi-Jesper vil lave smykkernes svar på H&M og Zara
Jesper "Kasi" Nielsen er klar med et nyt smykkeselskab og ambitionerne er store.
Den fremtrædende forretningsleder Jesper "Kasi" Nielsen starter et nyt smykkeselskab ved navn Amazing Jewlry, som skal være smykkebranchens pendant til tøjbranchens H&M og Zara med moderne smykker til gode priser.
Det skriver Børsen.
- Amazing kommer til at vise folk, at man også kan få fede smykker for små penge. H&M, Zara og mange andre viser, at billigt ikke betyder dårlig kvalitet, og det skal vi også gøre, siger Jesper Nielsen til Børsen.
Amazing Jewelry vil, på samme måde som Pandora, sælge smykker og ure produceret fra egne butikker, der er bestyret af franchise-ejere. Den kommende smykkekæde ønsker dog at adskiller sig markant fra Pandora og andre konkurrenter på prisen og på sit image.
Kasi-Jesper fortæller, at Amazing Jewelry vil spille house-musik, ansætte et ungt personale, som ikke er ekspedienter men værter for kunderne, hvilket er inspireret af Joe & the Juice.
Sydbanks senioranalytiker Søren Løntoft Hansen spår at Amazing Jewelry har gode chancer for succes da segmentet for luksusvare, der er til at betale er stærkt voksende, og at der godt kunne være plads til et selskab, som ligger langt nede i pris.
Amazing Jewelry projektet bliver officielt igangsat på lørdag med en reception i København på Hotel Bella Sky.

