B&O dropper kinesisk rigmand
Elektronikkoncernen Bang & Olufsen har afbrudt dialogen med det kinesiske selskab Sparkle Roll.
Bang & Olufsen (B&O) forhandler ikke længere med Sparkle Roll Group om en overtagelse af det danske elektronikselskab.
Det oplyser B&O i en meddelelse til fondsbørsen og smækker dermed døren i for den kinesiske rigmand Qi Jianhong, der ejer Sparkle Roll.
For en uge siden købte Sparkle Roll 13,1 procent af aktierne i B&O. I forvejen ejede selskabet 5,6 pct. af Struer-virksomheden og øgede således sin samlede ejerandel til 18,7 pct.
I samme forbindelse udtalte Qi Jianhong, at han måske ville forsøge at overtage samtlige aktier i det danske elektronikklenodie.
Men da han og Sparkle Roll ikke siden har forpligtet sig til at offentliggøre et købstilbud - eller sandsynliggjort, at det er i stand til at fremsætte et købstilbud på samtlige B&O-aktier - har bestyrelsen i B&O nu besluttet at ophøre dialogen.
»Sparkle Roll er fortsat en stor og værdsat aktionær i Bang & Olufsen, og det eksisterende partnerskab mellem Bang & Olufsen og Sparkle Roll på det kinesiske marked påvirkes ikke,« skriver B&O i fondbørsmeddelelsen.
»Ophøret af dialogen om købstilbud giver klarhed for Bang & Olufsen og selskabets interessenter,« lyder det videre.
Meldingen om de afbrudte forhandlinger har fået B&O-aktien til at falde med 8 pct.
I meddelelsen til fondsbørsen skriver B&O, at man de seneste år har gennemført en række tiltag, der skal styrke forretningen, bl.a. frasalget af Automotive-divisionen og et strategisk samarbejde med tv-giganten LG.
På den baggrund betragter B&O-bestyrelsen nu selskabet som »bedre positioneret til at påbegynde en ny udviklingsfase med fokus på profitabel vækst,« lyder det.
I år forventer B&O en vækst i omsætningen på 12-15 pct. sammenlignet med i fjor og et driftsresultat »lidt under break-even.«
Rygterne om et salg af B&O har floreret siden slutningen af november, da selskabet meddelte, at det er i dialog med en potentiel byder.
Den byder viste sig at være rigmanden Qi Jianhong og hans private selskab på De Britiske Jomfruøer. Nu tyder alt på, at et salg af virksomheden ikke kommer på tale i denne omgang.

