Virksomhed vil støtte socialt bevidste iværksættere
Gennem et nyt program vil Zendesk støtte iværksættere, der vil noget mere end bare tjene penge. Det starter med et partnerskab med Be My Eyes.
Virksomheden Zendesk har indgået samarbejde med grundlæggerne bag app'en Be My Eyes.
Zendesk leverer online kundeservice-platforme, og samarbejdet med Be My Eyes sker som et led i et program, der skal støtte flere socialt bevidste iværksættervirksomheder.
Gennem programmet "Zendesk Loves Startups" vil virksomheden bidrage med et års gratis software udviklet af Zendesk, rådgivning og sparring samt mulighed for finansielle tilskud på op mod 25.000 dollars.
Kvalificerede iværksættervirksomheder kan ansøge om optagelse i programmet - men social bevidsthed er nøglen, og netop her har Be My Eyes udmærket sig.
»Be My Eyes repræsenterer en ny generation af iværksættervirksomheder, hvor social ansvarlighed fra start er kernen i virksomheden. Vi vil dele vores ressourcer og erfaringer, så endnu flere socialt bevidste iværksættere verden over kan mobilisere folk til at hjælpe andre gennem teknologi og en ny forretningsmodel,« siger grundlægger og adm. direktør i Zendesk, Mikkel Svane.
Be My Eyes hjælper med at forbinde svagtseende og seende gennem en app. Her kan begge parter kommunikere via et videoopkald, hvor den seende bl.a. kan hjælpe den svagtseende med at navigere.
Indtil videre har app'en forbundet 260.000 blinde med 350.000 seende i over 140 lande, siden den kom på markedet for et år siden.
I Be My Eyes er de glade for at være en del af Zendesks nye program.
»Vores partnerskab med Zendesk kan hjælpe os med at udvikle vores mission om at gøre verden mere tilgængelig. Vi vil samarbejde om at forbedre brugeroplevelsen og produktfunktionerne, så endnu flere kan hjælpe andre gennem teknologi,« siger Christian Erfurt, adm. direktør i Be My Eyes.
Desuden vil Zendesk, der blev stiftet i 2007, også assistere med crowdfunding til app'en. Begge virksomheder har en grundlæggende tro på folks villighed til at give tilbage, fortæller de.
Zendesk har 69.000 betalende kunder på verdensplan.

