26.000 kunder har fundet vej til 3
26.000 kunder har teleselskabet 3 fået ind i folden i de tre første måneder af året, hvor selskabet samtidig har øget indtjeningen en anelse.
Det viser regnskabet fra det svenske selskab Investor AB, der ejer 40 pct. af aktierne i 3.
3's omsætning steg i årets første tre måneder til 1.043 mio. kr., hvilket var knap 300 mio. kr. højere end samme periode året før.
Samtidig steg driftsoverskuddet før skat, renter samt af- og nedskrivninger med 5 mio. kr. til 151 mio. kr. Overskudsgraden er dog nede på 14 pct. - et fald på 6 pct.point set over et år.
Teleselskabet har nu 1,2 mio. kunder i Danmark. Selskabet er det andet af de fire store teleselskaber i Danmark til at aflægge regnskab for første kvartal.
Onsdag kom Telia med tal for årets første tre måneder, hvor selskabet i Danmark havde mistet 4.000 mobilkunder, mens driftsoverskuddet før særlige poster, skat, renter samt af- og nedskrivninger (EBITDA) faldt med 11,3 pct. til 137 mio. svenske kr.
Omsætningen faldt med 1,7 pct. til 1.397 mio. svenske kr.
Telenor kommer med regnskab 27. april, mens TDC offentliggør tal 4. maj.


