»Det har været et svært år at komme igennem - og ikke kun på grund af Schweiz«
Det knagede alvorligt i sømmene på Saxo Bank i 2015. Ikke alene tabte banken en formue på et kvarter i januar - kunderne handlede også mindre, og medarbejderne kostede mere.
Overskrifterne i januar 2015 satte tonen for hele året: »Kæmpetab på schweizerfranc rammer Saxo Bank,« »Saxo Bank står til tab på 700 mio. kr.«
Men dykker man ned bag den 700 mio. kr. tunge overskrift, var der også andre grunde til at være utilfredse med 2015, lyder det fra bankens finansdirektør Steen Blaafalk i et interview.
»Det har været et svært år at komme igennem, og ikke kun på grund af Schweiz,« siger han og peger på, at kunderne godt nok satte ca. ni mia. kr. mere ind på handelskonti i løbet af året - men at de blev brugt mindre:
»Omsætningen har heller ikke været tilfredsstillende,« konstaterer Blaafalk om indtjeningsderouten fra 3 til 2,1 mia. kr. - hvoraf de 700 mio. kr. dog kommer fra januars schweiziske kollaps. Med til regnestykket hører også en stigning i omkostninger på bl.a. løn og fratrædelser.
Men ellers flaskede markederne sig heller ikke lige, fortæller Steen Blaafalk - også selv om der var meget uro, hvilket traditionelt har været med til at give mere handel.
»Kapitalmarkederne har været vanskelige. Selv om der ind i mellem har været høj volatilitet i 2015, så har det ikke nødvendigvis skabt høj aktivitet.«
I pressemeddelelsen om dagens regnskab understreger banken, at man ikke har opgivet at kradse nogle af de tabte 700 mio. kr. ind. Men, understreger Steen Blaafalk hurtigt, der ikke så meget af en gevinst at komme efter:
»Jeg vil ikke sætte tal på. Men det er et langt mindre beløb end de 700 mio. kr., og det kommer til at gå langsomt. De mindelige forlig, som vi ventede, var med til at holde tabet på 700 mio. kr. og er indgået. Det største potentiale lå nok i det første halve år efter januar. Nu går der procedure og proces i den, og det tager tid. Og jeg vil gerne gøre klart, at det ikke er penge fra de 700 mio. kr., der kommer til at drive indtjeningen i Saxo Bank næste år,« siger Steen Blaafalk.
Nøgletal for Saxo Bank:
| I mio. kr. | 2015 | 2014 |
|---|---|---|
| Driftsindtjening | 2127 | 3007 |
| Resultat før skat | -778 | 565 |
| Egenkapitalforretning før skat | -19,1% | 14,6% |
| Antal ansatte | 1494 | 1456 |

