Fortsæt til indhold

BMW vil være Airbnb på hjul

Bilgiganten vil teste teknologi til Mini-bilerne, så de nemt kan udlejes på samme måde, som boligejere udlejer gennem Airbnb.

Erhverv

BMW er på vej med en bil udstyret med teknologi, så ejeren nemt kan leje bilen ud, når den ikke bruges.

Det er BMW koncernens mærke Mini, som skal forsynes med udstyr, så ejeren af bilen kan tjene penge på udlejning, hvis han eller hun ønsker det. Planen er, at Mini'en kan udlejes på samme måde, som boligejere udlejer deres bolig gennem Airbnb. Det skriver Bloomberg.

Teknologien vil bl. a. betyde, at ejeren kan modtage betaling for udlejning. Bilerne vil også blive forsynet med et system, der kan spore bilen, så lejeren ikke kan stikke af uden at blive opdaget,.

»Det bliver som en slags Airbnb på hjul,« sagde Peter Schwarzenbauer, BMW's chef for Mini, i et interview i forbindelse med udstillingen Beijing Motor Show.

Det bliver som en slags Airbnb på hjul.
Peter Schwarzenbauer, BMW's chef for Mini

Han tilføjede at mange ejere af Mini'en formentlig aldrig vil overveje at overlade deres bil til fremmede. Men andre vil kunne lide tanken om at reducere udgiften til at eje eller lease bilen.

BMW arbejder på at gøre bilerne klar med den nye teknologi. Herefter skal det afprøves i praksis. Hvis testen forløber tilfredsstillende, vil BMW overveje at udbrede modellen til luksusbilerne i BMW serien.

Muligheden for udlejning er en del af BMW's forsøg med nye ejerformer. BMW har allerede delebiler i en række byer i Europa. I Seattle i USA har BMW introduceret en flåde af BMW-biler, som kan hyres i kortere perioder.

Artiklens emner
BMW Group
Airbnb