Dupont lander markant bedre end ventet i første kvartal
/ritzau/FINANS
Den amerikanske kemigigant Dupont & Co - eller som selskabet rigtigt hedder E. I. du Pont de Nemours and Company - kom ud af årets første kvartal med et ordinært overskud per aktie på 1,26 dollar mod ventede 1,04 dollar.
Det skriver Bloomberg News.
Omsætningen var ligeledes bedre end ventet, og forventningerne til hele året blev løftet.
Omsætningen landede på 7,41 mia. dollar i kvartalet mod ventet 7,15 mia. dollar.
Der var modvind fra øget skattebetaling, mens der var medvind fra bedre priser for selskabets salg til landbruget.
Forventningerne til indtjeningen per aktie for hele året blev løftet med 10 cent til intervallet 3,05-3,20 dollar.


