Fortsæt til indhold

Bøderegn over vejarbejder kan koste skattekroner

Københavns Kommune vil opleve stigende priser på vejarbejder, når den vil opkræve bod ved forsinkelser. Sådan lyder meldingen fra Danske Anlægsentreprenører.

Erhverv

Kommunerne risikerer selv, at det kommer til at koste dyrt, hvis de vil straffe bygherrer og entreprenører for forsinkede vejarbejder med bøder. Sådan lyder advarslen fra Danske Anlægsentreprenører, som hører under brancheorganisationen Dansk Byggeri, efter at Københavns Kommune har besluttet at opkræve bod ved forsinkede gravearbejder.

Prisen, som entreprenørerne tager for at udføre arbejdet, vil stige, spår branchedirektør i Danske Anlægsentreprenører, Niels Nielsen:

»Især på mindre opgaver vil det betyde en kolossal risiko. Hvis man skal udføre et meget lille arbejde på en meget trafikeret vej, så bliver risikoen så stor, at det vil give en væsentlig fordyrelse af arbejdet.«

Københavns Kommune vil fastsætte boden ud fra, hvor meget trafik der er på den pågældende vej. På en meget trafikeret vej som som H. C. Andersens Boulevard vil det koste ca. 350.000 kr. at blive en uge forsinket, mens det på Valby Langgade vil koste ca. 50.000 kr.

»Man vil ikke sige ja til en opgave til 400.000 kr., hvis man risikerer en bod på eksempelvis 100.000 kr. pr. påbegyndt uge. Det hænger ikke sammen,« siger Niels Nielsen.

Han mener, at der er noget forkert i, at kommunen kan udstede en bod og putte pengene i kommunekassen.

Ifølge Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune vil bødeindtægterne ikke betyde flere penge i kommunekassen. Ifølge en sagsfremstilling til Teknik- og Miljøudvalget, der vedtog bodsopkrævningen, vil kommunen få en årlig indtægt på 1 mio. kr. Dog vil der også være udgifter på 1 mio. kr. forbundet med at administrere opkrævningen, inklusive advokatbistand. Forvaltningen påpeger nemlig, at der er risiko for at blive sagsøgt, når de første bodsopkrævninger falder.

"Bodsopkrævningen vil således ikke genere profit for kommunen, men udelukkende virke adfærdsregulerende for at sikre bedre adfærd," skriver forvaltningen.

Teknik- og miljøborgmester, Morten Kabell (EL), siger i en skriftlig kommentar:

»Målet er at begrænse og helst undgå at skulle bringe muligheden for bodsopkrævning i anvendelse. Allerede nu er vejinspektørernes dialog med entreprenørerne intensiveret for at undgå tvister.«

Artiklens emner
Københavns Kommune
Dansk Byggeri