Philips dropper det buede tv i Norden
Philips har valgt at stoppe for salget af deres buede tv-modeller i Norden. De særegne fjernsyn vandt nemlig aldrig indpas hos forbrugerne.
Og de buede fjernsyn får ikke ligefrem en afskedssalut af rosende ord med fra Philips.
»Hvis vi skal være helt ærlige, så var buede tv en designgimmick, og aldrig noget forbrugerne rigtig tog til sig. Derfor tager vi også konsekvensen og lader det udgå i Norden,« siger Henrik Kyhl, nordisk direktør for TP Vision, som står bag Philips TV, i en pressemeddelelse.
TP Vision oplyser i pressemeddelelsen, at kun 4 pct. af i alt 550.000 solgte tv i Danmark i fjor var buede fjernsyn. Tallene stammer fra analyseinstituttet GfK, der på vegne af Branchen ForbrugerElektronik har undersøgt tv-salget her til lands.
Buede tv er især flotte, hvis de står i et rum med buede vægge – men det er trods alt et fåtal af hjemmene, der har eget tårnHenrik Kyhl, nordisk direktør for TP Vision.
Hvis du har et tårn, eller af anden grund har lyst til at erhverve dig en af Philips' sidste buede fjernsyn, har du stadig mulighed for det. To buede modeller er nemlig stadig til salg i nogle af Dansk Supermarkeds butikker, inden det er helt slut.
De første buede tv dukkede op på verdens største forbrugerelektronikudstilling, CES, tilbage i 2013, og snart derefter var de fleste tv-producenter hoppet med på vognen.
»De fleste producenter fulgte efter ud fra devisen, at de første ikke skal have en konkurrencefordel ved at tilbyde noget, vi andre ikke har,« siger Henrik Kyhl, der altså her 3 år senere må konstatere, at de nordiske lande stadig vil have flade fjernsyn.

