Fortsæt til indhold

Grovvaregigant vil belønne de dygtigste landmænd

Vedtagelsen af den omdiskuterede landbrugspakke får nu grovvarekoncernen DLG til at revolutionere afregningssystemet for korn.

Erhverv

Grovvaregiganten DLG ændrer nu helt fundamentalt det afregningssystem, som afgør, hvilken betaling de danske landmænd får for millioner af tons korn.

Ændringerne sker som direkte konsekvens af den omdiskuterede landbrugspakke, der blev vedtaget lige før jul.

Det i særklasse vigtigste element i landbrugspakken er en afskaffelse af de danske særregler, som gennem årtier har tvunget landmændene til at anvende mindre gødning, end planterne på marken har brug for. De danske særregler har medført, at kvaliteten af dansk korn har været støt faldende.

Fra i år får landmændene mulighed for at anvende mere gødning, hvilket vil atter vil få kvaliteten af det danske korn til at stige fra de seneste års rekordlave niveauer.

Derfor indfører DLG fra den kommende høst et afregningssystem, som udløser en økonomisk bonus i form af et pristillæg til landmænd, som leverer korn med et proteinindhold på mindst 10 pct. Er proteinindholdet under 9,5 pct., udløser det et fradrag, så der er både pisk og gulerod indbygget i systemet.

Den nye afregningsmodel gør op med de traditionelle systemer, hvor landmændene bare er blevet afregnet efter mængde uden smålig skelen til kvaliteten.

Utilfredsheden har længe ulmet over dette system, men ræsonnementet bag det har blandt andet været, at størstedelen af kornet alligevel var lige ringe på grund af de restriktive gødningsregler.

Torben Hansen, der er formand for Landbrug & Fødevarer, Planteproduktion, er begejstret for udsigterne til et nyt afregningssystem, der belønner kvalitet.

»Landmænd, der anvender deres eget korn til foder, får naturligvis omgående den fulde økonomiske gevinst af, at den stigende tildeling af gødning øger kornets indhold af protein. Disse landmænd behøver ikke længere indkøbe så store mængder importeret protein i form af sojaskrå. For alle de andre landmænd, der sælger deres korn til grovvareselskaberne, er det imidlertid afgørende, at afregningssystemet nu ændres på en måde, der belønner kvalitet,« påpeger Torben Hansen.

Beregninger fra landbrugets rådgivningscenter, Seges, viser, hvor meget, der står på spil for landmændene. Ifølge beregningerne vil muligheden for at anvende mere gødning øge værdien af den danske høst med i gennemsnit 2,2 mia. kr., fordi landmændene kan høste større udbytter af højere kvalitet. Alene kvalitetsfremgangen på anslået 1,5 pct. point protein ventes at være knap 900 mio. kr. værd på årsplan, men denne gevinst kan landbruget først fuldt ud realisere, når grovvareselskabernes afregning indrettes på en måde, som honorerer kvalitet.

»Det er vigtigt for producenterne at vide allerede nu, at de bliver belønnet for kvalitet, så de kan nå at optimere gødskningen. Vi opfordrer landmændene til at justere deres gødskningsplaner, så de kan opnå en højere kornkvalitet,« siger Mogens Frederiksen, direktør i DLG med ansvar for afgrøder.

Han venter, at dansk landbrug nu kan løfte kornkvaliteten til et niveau, der gør det muligt at øge eksporten. Dansk korn har de seneste år været i skammekrogen på eksportmarkederne på grund af en generelt lav kvalitet.

Artiklens emner
DLG
Danish Agro