Fortsæt til indhold

Unibrew/CEO: Positiv udvikling - men også vores mindste kvartal

Der var en positiv udvikling på tværs af alle forretningsområder, og det sikrede bryggeriet Royal Unibrew en pæn vækst i årets tre første måneder.

Erhverv
Ritzau Finans

Det er glædeligt, mener administrerende direktør Henrik Brandt, men det er også vigtigt at huske på, at første kvartal er et lille salgskvartal sammenlignet med de øvrige kvartaler i løbet af året.

- Det er vores mindste kvartal af dem alle, men det er selvfølgelig en positiv udvikling, og der er fremgang. Det er særligt drevet af de udvidede samarbejde med Pepsi og den ekstra kampagneaktivitet i Finland. Det er et regnskab, der er præget af, at vi fastholder og udvider markedsandele, siger han.

Både i Vesteuropa og Østeuropa, der er bryggeriets to største markeder, var der fremgang, og omsætningen endte på henholdsvis 622 mio. kr. og 610 mio. kr.

Selv om omsætningen på de to markeder stort set er på niveau, så var afsætningen i årets tre første måneder en del større i Østeuropa, mens indtjeningen til gengæld var en del mindre. I Vesteuropa var EBIT-marginen eksempelvis 14,2 pct., mens den i Østeuropa var på 6,0 pct. i første kvartal.

Det skyldes blandt andet den ekstraordinære kampagneaktivitet i Finland, men generelt er der også en lavere indtjening på de østeuropæiske markeder, fortæller Henrik Brandt.

- I Østeuropa har forbrugerne slet ikke samme købekraft som i Vesteuropa. Vores produkter koster det samme at lave i Øst og Vest, men der er en helt anden levestandard i Østeuropa, og derfor er indtjeningen lavere, siger han.

- Det er overordnet de samme øl- og Pepsiprodukter, de køber, men i sådanne markeder har man en større del af markedet med produkter, der er mere prismæssigt tilgængelige for forbrugerne, fortsætter han.

Unibrew kom ud af første kvartal med en samlet omsætning på 1.350 mio. kr. samt et driftsresultat (EBIT) på 138 mio. kr.

Til sammenligning realiserede bryggeriet i samme periode sidste år en omsætning på 1.290 mio. kr. og et EBIT-resultat på 131 mio. kr.

Artiklens emner
Royal Unibrew
Henrik Brandt