Fortsæt til indhold

EQT står til milliardjackpot på salg af Tiger-butikker

Tiger-butikkerne fortsætter succesen og vil forgylde ejerne.

Erhverv

Den svenske kapitalfond EQT står til at score en milliardgevinst, når Tiger-butikkerne sælges.

EQT købte to-tredjedele af Tiger i starten af 2013 og har aldrig lagt skjul på, at en børsnotering er en oplagt exit, og allerede nu står det klart, at den succesfulde kapitalfond - der har lukket fire store handler på mindre end ét år - har scoret jackpot på investeringen i de karakteristiske lavprisbutikker, som har taget verden med storm.

Ifølge Finans' oplysninger lander Tiger et driftsresultat på ca. 500 mio. kr. i 2015 mod 165 mio. kr., da EQT købte sig ind.

»Hvis de vil have investeringen hjem tre gange, er den nok allerede hjemme. Det tyder på, at det bliver en rigtig god case,« siger Frederik Aakard, partner hos Audon, der specialiserer sig i køb og salg af virksomheder.

EQT har været blandt de mest opkøbslyste på det danske marked, siden fonden købte aktiemajoriteten i Tiger.

På mindre end et år har EQT købt sig ind i HusCompagniet, Nordic Aviation, Top-Toy (Fætter BR) samt senest Sitecore.

Kilder i kapitalfondsmiljøet taler om, at EQT overbetaler for sine investeringer, men med et succesfuldt salg af Tiger vil en del af den snak formentlig forstumme.

Da EQT købte sig ind, havde Tiger 170 butikker i 16 lande i Europa, men kapitalfonden havde øjnet, at Tigers unikke "fun shopping"-koncept med en vifte af produkter med skandinavisk design-dna til lave priser kunne udbredes yderligere.

Fast forward tre år, og Tigers driftsresultat er steget ca. 200 pct.

Det er lykkedes ved hjælp af en hastig ekspansion.

Antallet af butikker har passeret 600, og samtidig er Tiger - der får størstedelen af sine lavprisvarer produceret i Kina - nu også til stede i Japan og USA.

»Det er gode købmænd, som køber billigt og sælger lidt dyrere, og så har de ramt noget særligt i tidsånden. De har mange varer, som skifter hele tiden, så man ved aldrig, hvad man finder i butikken, men man kommer altid hjem med 10 ting, som man ikke troede, at man havde brug for,« siger Dorte Wimmer, direktør i Retail Institute Scandinavia.

EQT betalte i sin tid, hvad der svarede til, at hele Tiger var ca. 2 mia. kr. værd, har Børsen tidligere skrevet.

Det svarede til ca. 12 gange driftsindtjeningen, og hvis der holdes fast i den målestok, er værdien af Tiger omkring 6 mia. kr. i dag.

Det vil give EQT's investorer, herunder en række danske pensionskasser, et afkast på 200 pct.

Samtidig vil det forgylde stifter Lennart Lajboschitz - der stadig sidder med ca. 28 pct. af aktierne - for anden gang.

Morten Hummelmose, partner i EQT, fortæller, at fonden ikke har lagt sig fast på, hvordan eller hvornår Tiger skal sælges.

»Vi har ikke lagt os fast, men det er klart, at en børsnotering er en oplagt mulighed,« siger han.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Tiger.

Artiklens emner
EQT
Tiger