Fortsæt til indhold

Hugo Boss overvejer at lukke butikker

Økonomisk modvind har sat gang i overvejelserne om at kigge på modekoncernens butikker.

Erhverv
Ritzau Finans

Det tyske modehus Hugo Boss havde modvind i første kvartal, hvor svære markedsvilkår og investeringer i fremtidig vækst lagde pres på både top- og bundlinjen.

Det fremgår af kvartalsregnskabet, hvor selskabet skriver, at det "ikke desto mindre fastholder sine forventninger til hele året, og at det venter en forbedret trend i salg og indtjening, især i anden halvdel af året."

I første kvartal faldt omsætningen med 4 pct. rapporteret og 3 pct. i lokal valuta til 643 mio. euro fra 668 mio. euro.

Driftsresultatet før særlige poster faldt med 29 pct. til 93 mio. euro og var dermed lavere end analytikerforventningen om et resultat på 96 mio. euro ifølge estimater fra Bloomberg News.

Den faldende indtjening har fået modehuset til at gennemføre en større analyse af sit eget butiksnet. Blandt andet planlægger ledelsen at genforhandle lejevilkår, ligesom man vil se på, om nogle af de eksisterende butikker, der havde størst andel i nedgangen i de økonomiske resultater, skal lukkes.

En beslutning vil blive truffet i de kommende måneder, skriver Hugo Boss.

For hele 2016 fastholdes forventningerne om en lav encifret vækst i omsætningen målt i lokal valuta. Driftsresultatet før særlige poster ventes at falde med en lav tocifret procentsats.

Artiklens emner
Hugo Boss