GN Resound skuffer på margin og overskud
GN Store Nords høreapparatdivision, GN Resound, kom dårligere end ventet ud af første kvartal målt på resultat og margin, mens omsætningen kom bedre ud end ventet.
Selskabet omsatte for 1.373 mio. kr. mod ventet 1.294 mio. kr. blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Ritzau Estimates. I den tilsvarende periode et år tidligere blev omsætningen 1.191 mio. kr.
Den organiske vækst opgøres til 10 pct., mens den rapporterede vækst er 15 pct. 3 pct.point af den rapporterede vækst skyldes valutaudviklingen, mens opkøb forklarer 2 pct.point.
GN fremhæver, at væksten var bredt funderet i samtlige tre regioner, der alle leverede stærk organisk vækst. Resound fortsatte med at vinde markedsandel på Veteran Affairs-markedet og har den højeste markedsandel nogensinde i kvartalet.
Driftsresultatet (EBITA) landede på 234 mio. kr. mod ventet 247 mio. kr. og 200 mio. kr. i første kvartal sidste år, mens EBITA-marginen dermed blev 17,0 pct. mod ventet 19,1 pct. blandt analytikerne og 16,8 pct. på den post et år tidligere.
Udviklingen i marginen skyldes timing af produktnyheder og investeringer i salgs- og markedsføringsinitiativer for at udnytte det gode momentum i markedet, forklarer GN i regnskabet.
Tabel over GN Store Nords regnskab for første kvartal 2016:
| Mio. kr. | 1. kvartal 2016 | 1. kvartal 2015 |
|---|---|---|
| Omsætning | 2.093 | 1.885 |
| - Resound | 1.373 | 1.191 |
| - Netcom | 720 | 694 |
| EBITA | 306 | 291 |
| - Resound | 234 | 200 |
| - Netcom | 90 | 110 |
| EBITA-margin (%) | 14,6 | 15,4 |
| Resultat før skat | 276 | 252 |
| Nettoresultat | 208 | 185 |



