Fortsæt til indhold

Norsk energikæmpe skyder penge i vindenergiudvikler

Erhverv
Ritzau Finans

Norske Fred Olsen-gruppen skyder et trecifret millionbeløb ind i vindenergiudvikleren Global Wind Power, der tidligere har været en af de største danske kunder for vindmøllegiganten Vestas.

Det skriver Børsen.

Efter et par år med samlede tab på over 70 mio. kr. giver kapitalindskuddet tiltrængt medvind til Global Wind Power, der nu har de fleste af sine aktiviteter i Frankrig.

- Vi har flyttet vores primære aktiviteter fra Thisted til Paris, hvor vi i dag har 12 ansatte. Vi har en god pipeline af projekter, og med Fred Olsen Renewables som partner er der kapital til flere års drift og udvikling af Global Wind Power France, siger Henrik Amby, der er stifter og storaktionær i selskabet, til Børsen.

Henrik Amby sælger i den indgåede aftale 51 pct. af aktierne i Global Wind Power France til Fred Olsen og sammenkoblet med finansiering, der nu stilles til rådighed, vurderes kapitalindskuddet til at have en samlet værdi af over 100 mio. kr.

Artiklens emner
Global Wind Power