Japansk Vestas-partner til vejrs på optimistiske forventninger
Japanske Mitsubishi Heavy Industries (MHI), der producerer alt fra flydele til skibe og rumudstyr, men som også er partner med den danske vindmølleproducent Vestas i joint venture-selskabet MHI Vestas Offshore, er i god form på børsen i Tokyo mandag morgen efter præsentation af flotte forventninger til regnskabsåret 2016/17.
MHI venter i indeværende regnskabsår, der startede den 1. april, at driftsoverskuddet vil stige til 350 mia. yen (21,3 mia. kr.). Det er mere end de 334 mia. yen (20,3 mia. kr.), der var ventet blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.
MHI, der samtidig er den største aktionær i bilproducenten Mitsubishi Motors med en ejerandel på 12,6 pct., meddeler dog samtidig, at det ikke kan regne præcist ud, hvad den truende skandale omkring udledning i Mitsubishi-bilerne kommer til at betyde for udviklingen i regnskabsåret 2016/17.
Kort før lukketid på børsen i Tokyo stiger MHI-aktien med 5,5 pct. til 403,1 yen.



