Fortsæt til indhold

Flere forretningsfolk vælger nu Norwegian

Lavprisflyselskabet Norwegian får stadigt flere passagerer. I april kunne selskabet igen melde om fremgang.

Erhverv
Ritzau

Norwegian, der i årevis har være SAS' største konkurrent, fortsatte fremgangen i april. Specielt glæder selskabet sig over, at der kom flere forretningsrejsende.

Samlet gik antallet af passagerer frem med otte pct. i april til 2,3 mio. passagerer i forhold til samme periode sidste år.

Og godt for resultaterne steg den såkaldte load factor - hvor stor en andel af sæderne, der er fyldte - med 2,1 procentpoint til 84,5 pct.

- Vi er rigtig tilfredse med, at flere vælger Norwegian, når de skal ud at rejse, og det er glædeligt, at vi kan ønske endnu flere forretningsrejsende velkommen om bord.

- Den positive udvikling på indenrigsruter i Norden og Europa fortsætter, og den stabilt gode efterspørgsel på langdistanceruterne fortsætter også, skriver administrerende direktør Bjørn Kjos i en pressemeddelelse.

Mens det går frem for antallet af passagerer, falder de penge Norwegian kan tjene. Omsætning per fløjet sædekilometer, RASK, er faldet med fire pct. år til år.

Ud over Norwegian er et andet skandinavisk flyselskab kommet med trafiktal, nemlig Finnair.

Det finske flyselskab har øget antallet af passagerer med 4,4 pct. i april til 847.200.

Mens det er gået frem for antallet af passagerer er load faktoren faldet med 2,4 procentpoint til 75,1 pct.

Det var specielt flyvningerne til Asien, der gik tilbage. Antallet af passagerer på de asiatiske ruter faldt med 3,8 pct. til 124.500.

SAS kommer med trafiktal senere mandag.

Artiklens emner
Norwegian
Bjørn Kjos