Nokia misser forventningerne til salget
Finske Nokia misser analytikernes forventninger i årets første tre måneder. Selskabet fik et salg på 5,6 mia. euro svarende til 41,7 mia. kr. mod forventede 5,76 mia. euro, viser et estimat fra Bloomberg News.
Det er det første regnskab, efter at Nokia og Alcatel-Lucent har slået pjalterne sammen. Den tidligere så succesfulde finske mobilkoncern er fusioneret med Alcatel-Lucent - noget som skal give den finske koncern en besparelse på 900 mio. euro allerede i 2018, skriver Bloomberg.
Ifølge Nokia faldt salget med 9 pct., hvis man sammenligner med perioden året før, oplyser Nokia.
Nokia har købt Alcatel-Lucent for at udvide sine muligheder for at imødegå konkurrenter som svenske Ericsson og det delvist statsejede kinesiske Huawei, siger Rajeev Suri, der er administrerende direktør i Nokia.
Fusionen skal også reducere omkostningerne. Nokia regner med at skulle sige farvel til mellem 10.000 til 15.000 ansatte ud af en arbejdsstyrke på 104.000, skriver Bloomberg.
Alene i år er aktierne i Nokia faldet med 24 pct., hvilket giver koncernen en værdi på omkring 29 mia. euro.






