Milliardfusion i mål: Danske sportskæder slår sig sammen
To af landets største sportskæder har nu officielt fusioneret. Snart får de en norsk rival.
Danmark har fået en ny sportskæde med milliardomsætning og hundredvis af butikker landet over.
For en måned siden meddelte butikskæderne Sport24 og Sportigan, at de vil fusionere deres kædekontorer og samtlige centrale funktioner som administration, marketing, logistik, it og indkøb.
Men da Sportigan er en frivillig kæde, skulle fusionen først godkendes på en ekstraordinær generalforsamling. Det er den blevet nu.
»70 ud af 72 stemmeberettigede mødte op – og alle 70 stemte for. Det er sindssygt vigtigt. Vi går ind i fusionen som en samlet enhed,« Lars Elsborg, der var kædedirektør i Sportigan og nu bliver direktør i det nye kædeselskab G-Sport Danmark.
Sportigan har 127 butikker landet over, hvoraf størstedelen er Sportigan-butikker og resten uprofilerede butikker som eksempelvis Løberen.
Sport 24, der er grundlagt af en flok jyske oprørere fra Intersport, driver knap 50 butikker fordelt på to koncepter - et klassisk sportskoncept og et outletkoncept.
Med fusionen har vi fået nye og flere kræfter. Det tegner meget lovende, også selvom der kommer nogle knaster på vejen mod videre vækst.Henrik Bruun, adm. direktør i Sport24.
Idéen med at fusionere de to kæder er at få mere volumen og færre omkostninger, så man kan stå stærkere i markedet - bl.a. over for den norske sportsgigant XXL, der senere på året indtager Danmark.
De enkelte butikker bevarer deres selvstændighed, og begge brands fortsætter i eget navn.
»Med fusionen har vi fået nye og flere kræfter. Det tegner meget lovende, også selvom der kommer nogle knaster på vejen mod videre vækst,« siger Henrik Bruun, direktør for Sport24.
Ifølge Lars Elsborg har en række sportsforhandlere fra andre kæder allerede banket på døren for at undersøge muligheden for at blive en del af det nye koncept.
»Det er meget interessant. En af vore strategiske målsætninger er at få flere partnere til, ligesom målet er at åbne flere egne butikker i Sport24-brandet,« siger Lars Elsborg.
Fusionen mellem to af landets største sportskæder har vakt opsigt i flere dele af branchen. Også hos leverandører, der skal forsyne den nye sportsgigant med varer.
»Det er en meget spændende konstellation, som vi har store forventninger til. Hvis de formår at tage det bedste fra en kapitalkæde og mikse det med det bedste fra en frivillig kæde, bliver det et rigtig stærkt set-up,« siger Søren Lund, kommerciel direktør i Hummel.
Tilsammen råder Sportigan og Sport24 nu over 175 butikker og en samlet omsætning på mere end 1,2 mia. kr.


