Lego er blandt de 10 dyreste mærker i Norden
Lego er sprunget tre pladser op ad listen over verdens mest værdifulde brands. Ifølge Brand Finance er Lego mere værd end Volvo, Mærsk og Nokia.
Lego har haft et godt år på imagefronten, og det gør legetøjskoncernen til højdespringer på listen over Nordens mest værdifulde brands.
Det er det internationale Brand Finance, der giver Lego en placering som nummer 8 i Norden mod en 11. plads sidste år
»For første gang er Lego nu Danmarks mest værdifulde brand. Brandværdien voksede med 16 pct. til 31 mia. kr. i, hvad Legos adm. direktør Jørgen Vig Knudstorp har beskrevet som Legos bedste år nogensinde,« opsummerer analytikerne i Brand Finance.
Førstepladsen har Lego taget fra Arla, der er faldet ned på en tredjeplads. Nummer to er Mærsk.
Brandværdien for Lego på 31 mia. kr. kan ikke sammenlignes med værdien af hele selskabet. Den ligger på den gode side af 200 mia. kr. for Legos vedkommende, vurderede flere analytikere for et par uger siden over for Finans.
Mærsk har haft et svært år, påpeger Brand Finance, og derfor er konglomeratet rumlet to pladser ned fra nummer 8 til nummer 10.
»Transport- og logistikselskabet var hårdt ramt af et øget overudbud i de fleste af dets forretningsområder, og det første til betydelige fald i oliepriser og fragtrater,« skriver Brand Finance-analyrtikerne. De venter ikke, at Mærsks brandværdi vil stige betydeligt i løbet af i år.
En anden højdespringer er smykkekoncernen Pandora, der lå nummer 24 på den nordiske liste sidste år og nu er rykket frem til en 19. plads.
»Pandoras lancering af dets "rose gold"-linje har spillet en betydelig rolle i selskabets succes, hvor omsætningen steg med 36 pct. i det fjerde kvartal af 2015,« skriver analytikerne.
Også ISS - "det største selskab, du ikke har hørt om," som Brand Finance beskriver det - er sprunget frem fra en 28. til en 21. plads.

