Må vi ikke få lov at investere milliarder i Danmark?
Den svenske energigigant Vattenfall er klar til at investere et tocifret milliardbeløb i vindmøller i Danmark. Men det kan regeringens nye PSO-udspil spænde ben for.
»Vi står faktisk med et stor tocifret milliardbeløb, som vi er parat til at investere i ny vindenergi i Danmark.«
Ole Bigum, landedirektør i Vattenfall Danmark, er bekymret, som debatten om den grønne energis fremtid i Danmark udvikler sig for øjeblikket.
Selv om det burde være let at komme af med milliarder, er det ikke tilfældet for Vattenfall efter fredagens PSO-udspil fra regeringen, hvor klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) og erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) bl.a. åbner for at trække stikket til den planlagte udbygning med kystnære havmøller.
Ministeren vil få en glædelig overraskelse, hvis han giver os mulighed for at aflevere et bud.Ole Bigum, landedirektør i Vattenfall Danmark
Vattenfall, der er Danmarks største operatør af vindmøller på land, vandt senest retten til at opføre havmølleparken Horns Rev 3. Det skete med en garanteret pris på de leverede havvindstrøm på 0,77 kr. de første af parkens levetid.
»Vores pris kom nok som en overraskelse for i hvert fald nogen spillere i markedet. Vi ser Horns Rev 3 som et skridt på vejen mod at bringe prisen på havvind ned, men det er naturligvis ikke det sidste skridt,« siger Ole Bigum.
Men politikerne mener jo, at støtten til grøn energi fra især vindmøller skal ned?
»Vi har forståelse for, at der er en opgave, som skal løses, og vi ser kystnære havmøller som en fantastisk mulighed for at levere verdens billigste offshore-projekt set til dato,« lyder løftet fra Vattenfall-direktøren.
Af konkurrencemæssige hensyn vil han ikke løfte sløret for de præcise tal, men med afsæt i politikernes udgangspunkt for den igangværende PSO-diskussion, som er en fast pris for strøm fra kystnære havmøller på 0,70 kr. per kilowatt-time (kWh), lyder det:
»Vi er ganske sikre på, at vi kan levere en lavere pris end 0,70 kr. Ministeren vil få en glædelig overraskelse, hvis han giver os mulighed for at aflevere et bud,« siger Ole Bigum.
Hvis I ikke får den mulighed, vil I så tage milliarderne andre steder hen?
»Ja, det vil vi bestemt. Der er selvfølgelig andre muligheder,« lyder meldingen fra Ole Bigum, der hurtigt opremser, at Vattenfall også investerer i vindkraft i Sverige, Tyskland, Holland og Storbritannien.
»Men det er klart, at vi gerne vil udbytte vores position i Danmark,« siger landechefen.

