Legendarisk finanshaj satser på nedtur for Alibaba og Karsten Ree
Mens Karsten Ree har sat en lille milliard på en optur for kinesiske Alibaba, har kendt skeptiker satset tungt på en deroute for selskabet.
Karsten Ree blev rig på Den Blå Avis. Tabte tungt på Amagerbanken og Cimber Air. Og kom tilbage med en kæmpegevinst på Nokia. Nu er meget af formuen på spil i den kinesiske mediekæmpe Alibaba.
Men det bliver ikke en af den excentriske rigmands gode satsninger. I hvert fald ikke, hvis man skal tro på en af verdens mest kendte skeptikere på investormarkedet.
Amerikanske Jim Chanos har i mere end 30 år tjent formuer på korrekt at forudsige - og satse på - nedture i selskaber fra Kodak til Enron og senest Valeant.
Og han ser altså problemer forude for Alibaba, skriver Fortune. Det er firmaets måde at lave regnskab på, der har fået Chanos og hans hedgefond til at satse på en nedtur for Alibaba.
»Regnskabsmetoderne hos Alibaba er nogle af de mest tvivlsomme, jeg nogensinde har set hos et stort multimillliard-dollar-værdifuldt selskab, der er gået på børsen i USA,« lød det i sidste uge fra Chanos på en investorkonference i Las Vegas, ifølge Fortune.
Jim Chanos og hans selskab Kynikos væddemål mod Alibaba blev allerede bragt i spil på en lignende konference i november sidste år.
Og investoren, der famøst har lanceret fonde med 90 pct. af investeringerne i short selling - altså satsninger der vinder på en negativ udvikling - har i det hele taget længe set en mulighed i problemer med den kinesiske økonomi og flere af landets største selskaber.
I slutningen af april fortalte Chanos i et langt interview med Financial Times om hans karriere og metoder. Her nævnte han øjeblikket, hvor han valgte at satse på en kinesisk nedtur:
»En af vores ejendomsanalytikere gav en præsentation for partnerne og sagde: Der er nu 5,6 mia. kvadratmeter i højhuse i Kina under konstruktion. Halvdelen til boliger, halvdelen til kontorer.«
Jim Chanos beskyldte analytikeren for at have blandet amerikanske målestokke sammen med europæiske, da der så ville have været omkring 520 mio. kvadratmeter - altså ca. en tiendedel.
»Så kiggede analytikeren sådan lidt forskrækket på mig. Han var en ung analytiker på tidspunktet. Han sagde: Jeg ved det. Jeg dobbelttjekkede. Det er 5,6 mia. kvadratmeter. Og så tænkte jeg: Det er en kontorplads på 1,5 x 1,5 meter for hver mand, kvinde og barn i Kina.«


