Tre tilbage i kampen om dansk direktørjob med 100.000 i løn
Vikarvirksomheden Adecco giver en studerende mulighed for at besætte firmaets chefstol i en måned. Nu er kun tre kandidater tilbage i kapløbet.

Vikarbureauet Adecco har for andet år i træk sat selskabets direktørpost på spil i en måned, for at en studerende kan sætte sig i stolen og give nye perspektiver på virksomheden.
Og interessen for at stå i spidsen for de 130 medarbejdere og 2500 daglige vikarer - til gengæld for en lønseddel på 100.000 kr. - har været ganske stor.
Da fristen for ansøgninger oprandt, havde Adecco således fået over 750 ansøgninger selvom det altså kun er andet år, at den danske afdeling tager del i tiltaget, som kører i Adecco-afdelinger verden rundt.
»Det er blevet overvældende modtaget. Ansøgningerne er kommet fra enhver egn af landet, og der er stort set lige mange drenge og piger. Det har været et utroligt skarpt felt,« siger Susan Nørgaard, kommunikationschef i Adecco.
Siden den første ansøgningsfrist er kandidatfeltet over flere runder blevet skåret ned, så der nu er blot tre tilbage i kampen om topposten.
»Det er tre personer med gennemslagskraft. Men de skal også ud og have fat i vores medarbejdere og brænde igennem med de budskaber, de har. Og hvis man skal kunne det på en måned, så er gennemslagskraft nødvendig,« siger Susan Nørgaard.
Vinderen bliver fundet 6. juni efter en sidste udvælgelsesrunde.
Her er de tre kandidater:

Ehsanullah (Ehsan) Ekhlas, Odense.
Går på Syddansk Universitet, hvor han er ved at afslutte uddannelsen der har den lange titel: Master of Science, Product Development and Innovation med hovedfokus på Global Supply Chain Design.
Ved siden af sin uddannelse har driver han egen webshop i form af Mimac.dk.

Sara Åkerström Hansen, Rødovre.
Går på CBS, hvor hun er ved at tage en master i Science in Business Administration and Psychology.
Ud over sit studie arbejder hun som HR assistent hos Semler Gruppen A/S
Simone Themstrup, København.
Læser en to-fags kandidat i Statskundskab og Psykologi på Københavns Universitet.
Ved siden af uddannelsen arbejder hun for IBM med ansvaret for et team af studerende, som skal gøre it-virksomheden til andre studerendes foretrukne arbejdsgiver.