Luftkrigen over Asien spidser til, når otte selskaber indgår alliance
Otte mindre asiatiske lavprisselskaber fra hele seks lande udfordrer de store konkurrenter på lavprismarkedet i kampen om 500 millioner turister i 2020.
SINGAPORE — I benhård konkurrence og med verdens største marked for luftfart lokkende derude i horisonten er otte asiatiske lavprisselskaber gået sammen i en ny alliance – verdens første af sin art. Det er den anden store lavprisalliance i Asien inden for fire måneder, og flere andre er under opsejling i en konsolidering af markedet.
Andre lavprisselskaber har fundet hinanden lokalt i mere eller mindre tæt knyttede netværk, men det er første gang, at kloden ser et strategisk samarbejde på tværs af seks landegrænser. Selskaberne er både datterselskaber af etablerede store spillere og små selskaber, som ikke officielt er forankret i et tungt moderselskab.
Karakteristisk for dette nye initiativ, som blev lanceret i mandags ved et pressemøde i Singapore, er, at det netop ikke er Asiens førende lavprisselskaber, som er at finde i alliancen. Value Alliance kalder sig verdens største lavprissammenslutning, men er en gruppe mindre asiatiske selskabers svar på de førendes selskabers dominans.
»Vi gør det for at øge vores distribution og vores netværk. Vi har vores egne strategiske grunde, og det giver sig selv, hvorfor der lige præcis mangler nogle andre selskaber,« som chefen for Cebu Pacific Air Michael Szucs forklarede.
Om det er en krigserklæring eller et bolværk mod de ekspanderende storspillere som Jetstar, AirAsia og til dels Lion Air er et definitionsspørgsmål. Markedet udvikler sig stærkt på passagersiden, men samtidig har den benhårde konkurrence med små marginer gjort det vanskeligere at operere på en profitabel basis. Der lukker da også jævnligt mindre selskaber på grund af tomme pengekasser.
Vi gør det for at øge vores distribution og vores netværk. Vi har vores egne strategiske grunde, og det giver sig selv, hvorfor der lige præcis mangler nogle andre selskaber.Michael Szucs, , chef for Cebu Pacific Air
Det Malaysia-baserede AirAsia er regionens dominerende lavprisselskab med en markedsandel på 15 pct. i dette segment. Australske Jetstar har 9 pct. Alene AirAsia gruppen med cirka 200 fly, otte selskaber og destinationer i Malaysia, Indonesien, Filippinerne, Thailand, Indien og Singapore er større end hele den nye alliance – men rammer dog kun 120 destinationer mod den nye alliances godt 160. Jetstar med en bredere international profil har 122 fly og flyver til 75 destinationer i 17 lande.
Nedenunder ligger der efterhånden hundreder af mellemstore og små selskaber og slås om markedsandele og passagerer på specifikke netværk eller alternative ruter. Typisk bevæger markedet sig i øjeblikket hen i mod, at de små selskaber vælger alternativer til de store lufthavne og enten kan konkurrere på pris eller på en nærhed af en vigtig lokal destination.
Eksempler er malaysiske Firefly, som flyver med turboprops fra Singapore til Subang i Malaysia som alternativ til de mere end 30 daglige afgange med Singapore Airlines og Malaysia Airlines mellem Singapore og Kuala Kumpur. Eller AirAsias nyåbnede rute mellem Singapore og Utapao i det sydlige Thailand tæt på Rayong, Pattaya og Chonburi som alternativ til de etablerede selskabers omkring 20 daglige afgange mellem Singapores Changi lufthavn og den stærkt overbelastede Suvarnabhumi i Bangkok.
Det asiatiske lavprismarked er åbnet betydeligt senere end det europæiske. Til gengæld er det gået rigtig stærkt i det seneste årti. Nye selskaber og nye destinationer åbner næsten på ugentlig basis, og over hele Asien står nationale investeringer i fly og lufthavne højt på dagsordenen på programmerne for udvikling af infrastrukturen.
Den nye alliance vil tilsammen råde over 176 fly. De mere end 160 destinationer ligger i Thailand, Filippinerne, Japan, Sydkorea, Australien og Singapore. Sidste år transporterede de tilsammen 47 millioner passagerer rundt i regionen – eller i enkelte tilfælde endda udenfor gennem lavprislangdistance-flyvninger.
Grundstenen i samarbejdet er, at man kan booke fly og tilslutningsfly hos alle selskaberne på hvert enkelt selskabs egne hjemmesider. Det giver en bredde, som alliancen betragter som et vigtigt konkurrenceparameter og en betydelig trafikgenerator. Desuden kan man booke sæder, mad og andre af de ekstra servicer, der typisk er et vigtigt element i lavprisselskabernes forretningsmodel.
Som en ekstra gulerod vil flyforsinkelser hos et selskab automatisk udløse en forpligtelse hos en anden af alliancens medlemmer til at sætte den agterudsejlede passager på det først tilgængelige fly. Det er et vigtig element, fordi rejserne i Asien ofte foregår som enkeltben med skift i indtil flere lufthavne. Usikkerheden om fartplanen holder får ofte især forretningsfolk til at fravælge lavprissektoren.
Det måske vigtigste element, ifølge Cebu-chefen, er, at de enkelte selskaber kan udnytte de andres stærke branding. Hver især har de otte selskaber et godt brand på deres hjemmemarkeder, men kan være fuldstændig ukendt uden for kerneområdet. De færreste i Thailand vil vide, at der overhovedet eksisterer et japansk lavprisselskab kaldet Vanilla Air.
Value Alliance vil være fuldt operationel i løbet af et par måneder. Men allerede nu tales der om, at andre mindre selskaber er parat til at tilslutte sig inden for en kortere tidshorisont for at få del i den eksplosive markedsudvikling. Fremskrivninger til 2020 viser, at det asiatiske marked til den tid bliver verdens største med omkring 500 millioner rejsende, der alle benytter fly, uanset om de kommer udefra eller fra selve regionen.

