- Opdateret 18/05/2016 kl. 11:33
Nu er det endeligt: Mitsubishi-chefen træder tilbage
Flere medier beretter, at chefen for den skandaleramte bilkoncern nu vil træde endeligt tilbage.
Ifølge flere internationale medier er det nu endegyldigt slået fast, at chefen for Mitsubishi Motors, Tetsuro Aikawa, ville træde tilbage som følge af, at bilkoncernen ligesom VW har snydt med emissionstal.
Ifølge bl.a. Bloomberg News vil 62-årige Aikawa træde endeligt tilbage 24. juni.
Bloomberg har oplysningerne fra en meddelelse fra selskabet, som også skulle oplyse at koncernens vicepræsident, Ryogo Nakao, følger sin chef og ligeledes træder tilbage.
Da de første rygter om hans afgang blev rapporteret tidligere i dag, blev det berettet, at koncernens bestyrelsesformand, Osamu Masuko, vil overtage den afgående direktørs ansvarsområder, indtil Nissans opkøb af en aktieandel på 34 pct. i Mitsubishi for en pris på 2,2 mia. dollars.
Mitsubishis udledningsskandale, som altså nu koster direktøren jobbet, kan spores helt tilbage til 1991. Men handler primært om 4 nyere benzin-drevede modeller, der er rettet med det japanske hjemmemarked.
Mitsibishi har udover at »undskylde dybfølt til alle kunder og andre involverede i sagen,« også nedsat en uafhængig undersøgende komite, der skal hjælpe koncernen med at rydde op efter skandalen.