Efter frasalg og genoprejsning: Henrik Lind tjente halv mia. i 2015
Aarhus-rigmanden Henrik Lind går fra et yderpunkt til et andet med et stærkt 2015, hvor selskabet for første gang nogensinde præsterer en bundlinje på over en halv mia. kr.
Med et seismisk skift fra en skuffelse på 127 mio. kr. i 2014 til et rekordår på 548 mio. før skat kom Lind Invest, Aarhus-rigmanden Henrik Linds selskab, stærkt ud af 2015.
Resultat svarer til en egenkapitalforrentning på 28,4 pct., og den samlede egenkapital i Lind Invest runder dermed halvanden mia. kr.
Det er især en succesfuld genopretning af kerneforretningen Danske Commodities og tre frasalg, der driver værket, fortæller Henrik Lind i et interview.
»Resultatet er karakteriseret ved at være drevet af tre ting: Punkt et er Danske Commodities, som er komme tilbage på sporet efter den turnaround, vi lavede i 2014. Punkt to er, at vi har lavet tre gode exits, hvoraf ingen faktisk var planlagte, men hvor der opstod nogle muligheder. Og det tredje punkt er, at vores øvrige langsigtede investeringer over en bred kam har klaret sig godt. Det giver et resultat, vi er overordentligt tilfredse med,« siger Henrik Lind.
Regnskabet viser da også, at det i høj grad er de finansielle indtægter - som altså inkluderer salgene af virksomhederne Cornerstone, Hemonto og Bugthusene - der løfter resultat med et skifte fra et minus på 16,6 mio. kr. i 2014 til et plus på 265 mio. kr. sidste år.
Men også indtjeningen på kerneforretningens drift er altså i bedring; 2014 bød på et overskud på 145 mio. kr., der knækkede en ellers støt stigende kurve der toppede med et plus på 430 mio. kr. året før. I 2015 var der så igen fremgang med et plus på 218 mio. kr. før skat.

