Tiger har vundet briternes hjerter
Tigers billige varer sælger som varmt brød i Storbritannien, hvor salget er vokset med 69 pct.
Det begyndte med en enkelt butik på Islands Brygge for over 10 år siden. I dag har danske Tiger bidt sig godt og grundigt fast i briterne.
Detailhandlen har ellers trange kår på de britiske handelsstrøg, hvor konkurrenter i form af webshops og discountbutikker gør det svært at overleve. Men Tiger har tilsyneladende fundet opskriften på succes. I dag er kæden i hvert fald en af Englands hurtigst voksende forretninger, skriver britiske The Guardian.
Ifølge Tigers moderselskab, Zebra, voksede det samlede salg i Storbritannien i fjor med 69 pct. til 601 mio. kr.
I 2015 åbnede Zebra 174 nye Tiger-butikker rundt om i verden. Heraf halvdelen i Storbritannien, Italien og Spanien. Nu konkurrerer briterne ifølge The Guardian med Danmark og Italien om at udgøre Zebras største marked.
Det er kædens humor - lige fra den muntre retromusik i butikkerne til de hjerteformede vaskesvampe og ovnhandsker med rævemotiv - der vækker de britiske kunders shoppelyst, mener Philip Bier, som er Tigers joint venture partner i Sydengland, og som ejer 50 pct. af Tiger Retail UK Ltd.
At handle i butikkerne skal ikke være en almindelig oplevelse, for kunderne forlader kun hjemmet, hvis de kan få underholdning, siger han.
»Vores bedste sællerter er ikke ting, som kunderne er taget ud for at købe den dag. Jeg tror ikke, at nogen nogensinde har sat sig for at købe en plakat af Mona Lisa i en forgyldt ramme,« siger han til The Guardian med henvisning til en af kædens mere finurlige salgssuccesser.
I dag går priserne fra ca. 1 pund til 30 pund, men hovedparten af varerne koster under 5 pund. De lave priser er dog ikke den eneste årsag til succes. Tigers strategiske placeringer af sortimentet i trendy områder og ved udgangen af legetøjsforretninger og butikker med møbler og kunsthåndværk gør varerne lettilgængelige for kunderne.
Bier er sikker på, at Tiger kan opnå lige så stor indflydelse som Ikea. Kæden vokser med to-tre butikker om ugen på verdensplan, og i løbet af 2016 vil man kunne finde over 700 butikker i flere end 28 lande i Europa, Japan og USA, skriver Tiger selv.
Zebra A/S ejes 70 pct. af den svenske kapitalfond EQT og 30 pct. af stifteren Lennart Lajboschitz.

