Fortsæt til indhold

Stryhns smører tykt på med stort overskud

Stryhns fik et pænt overskud og nåede over 600 mio. i omsætning i fjor. Men målsætningen ligger meget højere.

Erhverv

Både omsætning og indtjening er øget.

Det viser det nye regnskab fra Stryhns A/S, som i dag er et samlet selskab for såvel den traditionsrige leverpostejsgigant Stryhns som Graasten Salater.

Omsætningen endte på 607 mio. kr., mens årets resultat blev et overskud på 34,5 mio. kr.

I regnskabet lægger Stryhns' ledelse ikke skjul på sin tilfredshed med resultatet, som »levede fuldt op til ledelsens forventning for 2015.«

»Til trods for nogle forsat svære rammebetingelser og et fortsat stærkt konkurrencepræget marked, har Stryhns på sine mærkevarer formået at øge sin samlede markedsandel en anelse ved en højere fokus på innovation og ikke mindst kvalitet,« står der i regnskabets ledelsesberetning.

Med det pæne resultat for i fjor er omsætningen nu øget med 67 mio. på tre år. Den slags vækst er dog også nødvendig for at nå selskabets fremadrettede målsætninger.

Direktør Kristian Kornerup Jensen har nemlig meldt ud, at der bliver satset på at nå en omsætning på 1 mia. kr. inden for en overskuelig årrække.

»Men det kræver, at vi fortsætter vores vækst, forbedrer den forretning, vi allerede har, med ny innovation og lykkes med flere partnerskaber,« har Kristian Kornerup Jensen tidligere udtalt til Finans.

Den ambitiøse målsætning kommer, efter Stryhns for nogle år tilbage kæmpede med små underskud. I både 2011 og 2012 lå overskuddet således omkring 5 mio. kr., og mellem de to år faldt omsætningen samtidig med 40 mio. kr.

Stryhns fik opmærksomhed i løbet af i fjor, da selskabet flyttede sin produktion hjem fra den sydsvenske by Landskrona til sin fabrik i Roskilde, som samtidig blev udbygget.

Og i løbet af i år har Stryhns også været i offentligheden. Det er sket, fordi selskabet har købt varemærket Jensens Køkken af Jensens Bøfhus og dermed fået rettighederne til at producere kædens saucer.

Stryhns A/S er ejet af den norske familieejede koncern Agra.

Artiklens emner
Stryhns