Fortsæt til indhold

Domstol: Milliardkontrakt kan være ulovlig

MT Højgaard og Züblin er nu et væsentligt skridt nærmere at få en afgørelse i en klagesag om en milliardkontrakt, som Banedanmark indgik med Aarsleff. EU-domstolen har netop afsagt dom.

Erhverv

Havde Aarsleff en konkurrencefordel i forhold til konkurrenterne, da entreprenørkoncernen vandt Banedanmark jernbanekontrakt til knap en mia. kr. Det bliver et af de centrale spørgsmål, når en årelang strid med MT Højgaard og Züblin på den ene side og Banedanmark på den anden, skal afgøres.

Det slår EU-domstolen fast i en dom, som Klagenævnet for Udbud skal bruge i sin endelige afgørelse af sagen.

Stridens kerne er, om det var lovligt, at Banedanmark valgte at indgå kontrakt med Per Aarsleff om en strækning på den kommende København-Ringsted-jernbane uden Pihl & Søn. Aarsleff samarbejdede nemlig med Pihl & Søn i et konsortium under hele udbudsprocessen, men d. 26. august 2013 gik Pihl & Søn konkurs - kun en dag før konsortiet skulle afgive tilbud til Banedanmark.

Trods konkursen afleverede konsortiet tilbuddet, og senere hen accepterede Banedanmark, at Aarsleff overtog Pihl & Søns forpligtelser, og resultatet blev, at Aarsleff vandt kontrakten med det billigste bud på 920 mio. kr.

De konkurrerende virksomheder MT Højgaard og Züblin, som også bød sammen i et konsortium på opgaven, valgte at klage til Klagenævnet for Udbud, fordi de mener, at Banedanmark har overtrådt reglerne ved at tillade, at Aarsleff fortsatte i udbudsproceduren i stedet for JV Pihl-Aarsleff. MT Højgaard og Züblin afgav det næstbilligste tilbud og ville derfor have vundet kontrakten, hvis Aarsleff blev dømt ude af konkurrencen.

I en delafgørelse fra januar 2014 lagde klagenævnet op til, at MT Højgaard og Züblin i hovedtræk ville få ret i deres klage. Alligevel valgte Banedanmark at fortsætte kontrakten med Aarsleff. Klagenævnet har i forbindelse med sin behandling af sagen inddraget EU-domstolen for at få deres fortolkning af reglerne. Nu, når EU-dommen er afsagt, skal sagen tilbage til Klagenævnet for Udbud, som skal træffe sin endelige afgørelse i sagen.

I forbindelse med Pihl & Søns konkurs overtog Aarsleff 50 Pihl-medarbejdere - bl.a. nøglepersoner i forhold til udførelsen af anlægsprojektet. Ifølge et resumé af dommen skal den danske instans bl.a. efterprøve, "hvorvidt Per Aarsleff som følge heraf opnåede en konkurrencefordel til skade for de øvrige tilbudsgivere."

Artiklens emner
MT Højgaard
Per Aarsleff