Frankrig løber tør for benzin
Strejker og blokader rammer alle raffinaderier i Frankrig. Konflikten kan brede sig til fly- og jernbanetrafik og kulminere under EM i fodbold.
Over hele Frankrig begynder tankstationerne nu at løbe tør for benzin efter de seneste dages strejker og blokader.
Alle raffinaderier i Frankrig er enten helt lukket eller kører med nedsat kapacitet som følge af aktioner styret af franske fagforeninger, der protesterer over regeringens arbejdsmarkedsreformer.
Konflikten blev optrappet tirsdag, da der var sammestød mellem fransk politi og demonstranter foran blandt andet et af Exxons raffinaderier. Politiet brugte tåregas og vandkanoner til at bryde blokaden, og fagforeningerne svarede igen ved at betegne politiets håndtering af situationen som "uhørt voldelig".
Mens leverancerne af benzin fra raffinaderierne er begyndt at tørre ud, er de franske bilister begyndt at hamstre, hvilket resulterer i at et hastigt stigende antal tankstationer må melde alt udsolgt. Selskabet Total, der har 2.200 benzinstationer i Frankrig, har ifølge Bloomberg foreløbig lukket 188 stationer, mens yderligere 513 mangler visse produkter, men endnu holder åbent.
Konflikten synes lige nu at være gået i hårknude. Således fastslår den franske premierminister Manuel Valls, at blokaderne ikke vil blive tolereret, mens fagbevægelsen fastholder, at aktionerne vil fortsætte, indtil arbejdsmarkedsreformerne trækkes tilbage.
Netop arbejdsmarkedsreformerne anses imidlertid for at være helt afgørende, hvis det skal lykkes for den franske præsident Francois Hollande at opfylde sine løfter om at reducere den høje franske arbejdsløshed.
Derfor er der en betydelig risiko for, at konflikterne breder sig. Ifølge Reuters lægger fagforeningerne op til, at en strejke i begyndelsen af juni vil lamme fly- og jernbanetrafikken i Frankrig. Strejkerne ventes også at ramme metroen i Paris samt lokale jernbaner og franske havne.
Denne mulige optrapning af konflikten kan komme til at falde sammen med Europamesterskaberne i fodbold, som indledes 10. juni i Frankrig.

